
Skattegab mellem hovedstaden og provinsen
Udligningsinitiativet Bedre Balance, der arbejder for at afskaffe hovedstadsudligningen, mener, at der er behov for handling. Ellers vil forskellene i skatterne mellem provinsen og hovedstaden vokse de kommende år.
Data fra Indenrigsministeriets tilskudsbøger viser ifølge Bedre Balance, at den gennemsnitlige skatteprocent i 2007 var 24,32 pct. i hovedstaden og 24,96 pct. uden for hovedstaden. Allerede ved de nye storkommuners fødsel var skatten altså mærkbart højere i provinsen end i hovedstaden. Siden da er udviklingen gået den gale vej - set fra provinskommunerne. I 2016 er forskellen i kommuneskatteprocenten vokset til 1,07 procentpoint.
I 2007 var grundskyldspromillerne ens i hovedstaden og i provinsen – nemlig 24,25 promille. Siden da er grundskylden steget markant i provinsen, mens der kun har været en beskeden vækst i grundskyldspromillerne i hovedstaden. I 2016 betales 1,6 promillepoint mere i provinsen end i hovedstaden.
Ser man på sammenvejningen af de to skattekilder – der udtrykkes i det vægtede beskatningsniveau – var forskellen i 2007 0,36 procentpoint, mens den i 2016 er vokset til 1,19 procentpoint.
Noget er galt
I udligningsinitiativet Bedre Balance mener man, at dette er udtryk for, at udligningssystemet ikke i tilstrækkeligt omfang udligner forskellene mellem landsdelene. Økonomidirektør Claus Brandt i Holstebro Kommune, udtrykker det således:
- Lovgivningens krav om nationale standarder og borgernes forventninger gør, at det bliver sværere og sværere for kommunerne uden for hovedstaden at få enderne til at mødes. Selv om udgifterne per bruger er markant lavere uden for hovedstaden end i hovedstaden, ser vi altså voksende forskelle i skattebetalingen. Hvis ikke vi får en reform af udligningssystemet, vil disse forskelle formentlig vokse yderligere.
Bedre Balance har regnet på, hvad forskellene betyder for en LO-familie og en funktionærfamilie – to modelfamilier, der bruges af Skatteministeriet. Når Skatteministeriets beregninger suppleres med udgifterne til grundskyld viser det sig, at en LO-familie betaler 4.800 kr. mere om året eller 400 kr. mere om måneden i skat i provinsen sammenlignet med hovedstaden. For en funktionærfamilien er forskellen 7.700 kr. om året eller 640 kr. om måneden.
Økonomichef Eddie Dydensborg fra Esbjerg siger:
- I Bedre Balance ønsker vi ikke at harmonisere kommuneskatterne eller de kommunale serviceniveauer. Men når vi hen over 34 kommuner i hovedstaden på den ene side og 64 kommuner i provinsen på den anden side kan se, at serviceudgifterne per borger er højere i hovedstaden, samtidigt med at skatten er lavere, så er der noget galt. I Bedre Balance er vi kommet med et bud på, hvordan man kan gøre noget ved denne udfordring. Nemlig at afskaffe hovedstadsudligningen.
ka
Bedre Balance er et initiativ med deltagelse af Esbjerg, Herning, Hjørring, Holstebro, Odsherred, Randers, Vordingborg og Aarhus kommuner, der arbejder for mere lige vilkår på tværs af landet.
62 ud af landets 64 borgmestre uden for hovedstaden støtter initiativet. Opbakningen uden for hovedstaden tæller borgmestre fra V, S, K og RV.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt.
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.