Af Randi Sandbech
TØNDER: I 30 år har Hilda Motzkus arbejdet som hjemmehjælper på Plejecentret Hjørnegården i Bredebro. Nu er det slut. Hun har valgt at gå på pension for at få tid til andre ting. Hilda Motzkus fylder 80 år den 3. marts...
- I 15 år arbejdede jeg hos en købmand i Bredebro, men så lukkede han butikken, og jeg skulle finde nyt arbejde. Jeg søgte arbejde som ferieafløser på plejecentret. Sådan begyndte det, og det er 30 år siden. De er aldrig kommet af med mig.
Hilda Motzkus ler så hjerteligt. Hun har i de 30 år på centret gjort det hele med. Hun har arbejdet med alt i alle afdelinger, hun har været med til alle ombygninger og nyindretninger, hun har haft alle de vagter, der findes, og hun har kunnet møde op, hvor andre har måttet give op.
- Jeg bor lige ved siden af Hjørnegården, så selv i den værste snestorm har jeg kunnet komme på arbejde. Denne vinter er der blevet ringet rigtig meget efter mig.
Arbejdet hjalp
Hilda Motzkus har besluttet at stoppe det lange arbejdsliv i forbindelse med 80 års fødselsdagen.
- Det er min fødselsdagsgave til mig selv. Jeg vil have en sommer, hvor jeg kan gøre, hvad jeg vil, siger hun.
Hilda har været meget, meget glad for sit arbejde på Hjørnegården. Gennem sit lange liv har hun haft store personlige sorger, og arbejdet har hjulpet hende igennem de værste tider.
- Jeg mistede min mand, jeg mistede en søn og en datter blev alvorligt syg. Det var meget hårde år, og i stedet for at sidde hjemme og gå helt i stykker, kastede jeg mig over arbejdet. Det hjalp mig igennem. De ansatte på plejecentret har haft stor forståelse for min situation, og det er jeg i dag meget taknemmelig for.
Tid til andet
- Men nu, da jeg fylder 80, skal der ske noget andet, fortsætter Hilda. Jeg vil ud at rejse, jeg er formand for plejecentrets vennekreds, så der ligger også noget arbejde, og jeg har en have, der skal passes, så tiden skal såmænd nok få ben at gå på.
Hilda Motzkus har gennem de sidste 15 år - i syv måneder om året - haft adresse på campingpladsen Lærkelund i Rinkenæs. Her er hun kørt hen, når hun havde fri, og har nydt samværet med de fastliggere, hun har kendt gennem mange år, men også den side af livet har hun nu sagt farvel til. Et barnebarn har overtaget campingvognen og Hilda - ja, hun skal i krig med sin store have på 1.400 kvadratmeter hjemme i Bredebro.
Hilda Motzkus, til venstre, har gennem 30 år arbejdet på Hjørnegården. Nu siger hun stop - som en gave til sig selv på 80 års fødselsdagen den 3. marts. Her er Hilda i selskab med Margrethe Thorsen, der bor på plejecentret. (Foto: Elise Rahbek)
Artiklen stammer fra Tønder Kommunes medarbejderblad, GULDkornene, der udkommer i midten af marts.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.