En fuldstændig vanvittig incitamentsstruktur

En fuldstændig vanvittig incitamentsstruktur

KRONIK At basere en investering i anlæg og materiel, som har en 25-40 år lang afskrivningstid, på kassetænkning betragter jeg som fuldstændig galimatias, beskriver kronikør, regionsrådsmedlem Bo Libergren (V) fra Syddanmark om Vestbanen mellem Oksbøl og Varde
10. FEB 2011 6.00

Af regionspolitiker Bo Libergren

'Kassetænkning', at man forsøger at forbedre sin egen økonomi på bekostning af andre, og dermed får mindre ud af pengene, end det ellers ville være muligt, kan være svært at undgå.

Kassetænkning finder sted mellem offentlige myndigheder, men såmænd også i nogle tilfælde mellem afdelinger i samme kommune, mellem forskellige statslige myndigheder, eller internt i private virksomheder - og sikkert også internt i regionerne.

Selvom man forsøgte at indrette alle regel- og incitamentsstrukturer perfekt, så kan man næppe af reguleringens vej helt undgå kassetænkning - med mindre man opbygger et meget detaljeret regelsæt, og dermed et enormt bureaukrati.

Kan det betale sig
Det er ikke svært at finde eksempler på aktivitet, der snævert kassetænkningsmæssigt 'ikke betaler sig' for f.eks. vores sygehuse. Behandlingsaktivitet uden for sygehusene som f.eks. sårbehandling i hjemmet, KOL-kuffert, AK-behandling via internet osv. er ikke belagt med DRG-værdi (Diagnoserelaterede grupper, den model, sundhedsøkonomien styres efter), og giver derfor ikke værdi for sygehusene. Rent økonomisk ville det være bedre at indkalde patienterne til sygehusets ambulatorium.

Men selv om det 'ikke kan betale sig' snævert set for sygehusene og regionen fortsætter vi med at fremme brugen af ny teknologi til at sikre patienterne bedre - og for hele samfundet billigere - behandlinger.

Vi insisterer nemlig på, at vores sundhedsvæsen er værdibaseret, og at sygehusene skal gøre det rigtige, uanset om de økonomiske incitamenter her og nu vender den rigtige vej.

Tog eller bus
Så må vi bagefter forsøge at få rettet incitamenterne til - givet DRG-værdi til behandling uden for sygehuset, f.eks., så det er dem der gør det rigtige, og ikke 'kassetænkerne', der belønnes.

Nu skal Regionsrådet igen tage stilling til Vestbanens fremtid. Vestbanen er en jernbanestrækning, der løber fra Varde via Oksbøl til Nr. Nebel. Da banen står med et meget stort investeringsbehov skal regionsrådet tage stilling til, om der skal køres videre med tog, eller med en busløsning i stedet.

Drifts- og samfundsøkonomisk er det meget enkelt. En togløsning koster i ren drift omkring 18 mio. kr. om året - en busløsning ca. 6 mio. Hertil kommer renter og afdrag på en anlægssum på 105 mio kr. Samlet set vil det for samfundet som sådan koste mindst fire gange mere at køre med tog end bus.

Sund fornuft?
Men så kommer kassetænkningen ind i billedet. Statens tilskud til 'regional udvikling' (en samlet overskrift for bl.a. kollektiv trafik, erhvervsfremme og oprydning i jordforurening) fordeles bl.a. efter hvor meget privatbane, de enkelte regioner har. Så regionen får et årligt tilskud på ca. 35 mio. kr. - HVIS vi altså vælger en togløsning!

Samlet set en fuldstændig vanvittig incitamentsstruktur.

Men skal vi nu følge kassetænkningen, eller bruge den sunde fornuft? Vi får se, hvad det samlede regionsråd vælger.

Men selv foretrækker jeg at følge, hvad der er sund fornuft og samfundsmæssigt giver mest mening.

At vælge en fire gange så dyr togløsning, og basere en investering i anlæg og materiel, som har en afskrivningstid på 40 hhv. 25 år, på kassetænkning betragter jeg som fuldstændig galimatias!

 

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
dkjob
www.mercuriurval.com
Fordi mennesker betyder alt