EU har overtaget Danmarks rolle som frontløber i handicappolitik

EU har overtaget Danmarks rolle som frontløber i handicappolitik

KRONIK De store spørgsmål i handicappolitikken debatteres ikke længere i Folketinget, men derimod på EU-niveau, med lovgivende effekt for danskere med handicap, skriver Poul Lüneborg, første blinde medlem af EØSU

Af cand.jur. Poul Lüneborg

EØSU? De fleste danskere ved, at EU ledes af Ministerrådet, Europaparlamentet og Europakommissionen, og at alle vedtagne love og beslutninger, som disse institutioner træffer, som hovedregel forpligter de 27 medlemslande. Derimod ved de færreste, at der indgår yderligere to EU-institutioner i den europæiske lovgivningsproces. Det drejer sig om Regionsudvalget og Det Europæiske Økonomiske Sociale Udvalg - EØSU.

Hvert af disse udvalg består af 344 medlemmer. Førstnævnte repræsenterer kommuner og regioner, medens sidstnævnte er sammensat af repræsentanter fra civilsamfundets organisationer i medlemsstaterne.

EØSU's opgaver er blevet styrket, efter at Lissabon-traktaten trådte i kraft 1. december 2009. Udvalget skal efter de gældende traktatbestemmelser udtale sig om stort set alle forslag, som fremsættes af Kommissionen. Desuden kan udvalget selv tage initiativ til at fremkomme med en udtalelse på et givet politisk område, ligesom de andre EU-nstitutioner kan bede udvalget om en såkaldt sonderende udtalelse om et bestemt politikområde.

Udvalget har således ingen besluttende kompetence, men kan alene gennem sine udtalelser påvirke resultatet af de lovgivningsmæssige afgørelser, som Rådet og Europaparlamentet enes om.

Vi har ikke et lignende organ i det danske parlamentariske system. Ligesom bl.a. Sverige, Tyskland og England er det ikke en del af vores forfatning. Det kan derfor forekomme svært for danskerne at forholde sig til. Det er måske derfor, man hører så lidt om de to omtalte udvalg i den hjemlige debat, der i bekymrende grad undgår at beskæftige sig med EU's udvikling og politiske dagsorden.

Visionsdebatterne er flyttet til EU
Jeg har gennem de sidste fire år været et af de ni danske medlemmer af udvalget. Jeg har desuden været det første medlem fra Danske Handicaporganisationer i EØSU, hvorfor jeg med glæde tog imod opfordringen til at gøre status over dette arbejde, inden jeg sluttede hvervet med min deltagelse i EØSU's 465. plenarforsamlingsmøde i Bruxelles.

Har EØSU indflydelse på dansk handicappolitik? Mit svar er et klart ja - på baggrund af mine erfaringer siden 2006.

Siden udlægningen af Særforsorgen i 1980 har vi herhjemme koncentreret os om at overføre ansvaret for den særlige indsats over for mennesker med handicap til kommuner og amter - og efter 2007 til de nye kommuner. Disse organisatoriske rammer har været bestemmende for den handicappolitiske udvikling på alle livets områder - opvækst, skolegang, uddannelse, arbejde, idræt, fritid, kultur osv.

Da Folketinget således har overladt disse opgaver til de lokale myndigheder, har der ikke herhjemme været noget nationalt forum for en diskussion af den fremtidige handicappolitiske udvikling, ud over de overvejelser, som lokale projekter har givet anledning til i offentligheden og de involverede organisationer. Med andre ord er debatten om visionerne på området flyttet til de politiske fora, hvor de store linjer om den samfundspolitiske udvikling foregår. Det er, så vidt jeg kan vurdere, i EU.

Hermed er naturligvis ikke sagt, at EU dagligt behandler handicappolitiske spørgsmål. Der er imidlertid handicappolitiske aspekter, som skal identificeres, analyseres og påpeges i de fleste forslag til regulering af lovgivningen på europæisk plan. Medlemslandene har indrettet sig meget forskelligt med hensyn til indsatsen overfor handicappede, og dette forhold giver anledning til de principielle diskussioner, som ikke længere finder sted herhjemme.

I den forbindelse skal nævnes, at i et markedsøkonomisk perspektiv inden for EU bliver handicappede borgere ikke blot mennesker, som skal forsørges af fællesskabet, men en relevant målgruppe for industriel innovation og design - med henblik på udvikling af produkter og services.

Normer og standarder
Den lovgivningsmæssige regulering af det indre marked, gennem kvalitetskrav, normer og standarder, gør det muligt på længere sigt at realisere vore drømme om fysisk- og informationsmæssig tilgængelighed til kollektive transportmidler, telekommunikation og informationssamfundet. Hertil kommer, at EU's regulering af beskæftigelses- og konkurrenceforhold skaber nye muligheder for jobs til mennesker med nedsat funktionsevne.

Selv om lovgivningsprocessen i EU kan forekomme langsom og besværlig, så er det min oplevelse, at når et forslag først er 'søsat', kan man roligt gå ud fra, at det på et eller andet tidspunkt bliver realiseret, måske ikke fra den ene dag til den næste, men i løbet af forskellige faser.

Initiativet flyttet
Det er således, efter min opfattelse, ikke længere Danmark og andre nordeuropæiske lande, der er initiativtagende til nye visioner og målsætninger på det handicappolitiske område inden for EU, men derimod EU's institutioner, som i dag på opfordring af de europæiske og nationale civilsamfundsorganisationer presser på for at forfølge nye visioner og mål.

Et meget illustrativt eksempel herpå er den rolle som EDF - European Disability Forum - har spillet ved udformningen af den sonderende udtalelse, som EØSU på opfordring af det spanske formandskab vedtog i marts måned i år med titlen: SOC 363, 'Personer med handicap: beskæftigelse og gradvis opnåelse af større tilgængelighed for personer med handicap i EU - Lissabonstrategien efter 2010'.

I udtalelsen opstilles en lang række mål vedr. uddannelse, beskæftigelse og tilgængelighed, ligesom der gennem forslag om vedtagelse af en europæisk pagt på det handicappolitiske område opstilles en handlingsplan for realiseringen af de beskrevne mål.

Vigtigt med handicaprepræsentanter
Der er i EØSU en bred tilslutning til at sikre handicappedes rettigheder som ligeværdige borgere i alle forhold. Denne enighed er naturligvis af meget teoretisk karakter, hvorfor det er vigtigt, at der indstilles repræsentanter fra de nationale paraplyorganisationer på handicapområdet til udvalget. For tiden er der fire medlemmer med denne baggrund.

Jeg har været det første blinde medlem af udvalget i dets mere end 50 år lange historie, hvilket har givet mig anledning til på en meget håndgribelig måde at anskueliggøre, hvad fysisk og informationsmæssig tilgængelighed, som udvalget ofte stiller krav om i sine udtalelser, betyder i praksis.

På de 36 plenarforsamlingsmøder, som er blevet afholdt i de seneste fire år, har jeg deltaget i behandlingen af 786 udtalelser. I mine årsberetninger til DH har jeg identificeret 51 udtalelser, som er af særlig handicappolitisk betydning.

EØSU har 344 medlemmer og mødes i den gamle parlamentsbygning, som man deler med Regionsudvalget.

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
dkjob
www.mercuriurval.com
Fordi mennesker betyder alt