Skjulte koder og berøringsangst duer ikke

Skjulte koder og berøringsangst duer ikke

KRONIK Vi må kunne have tillid til, at vi bliver værdigt og respektfuldt behandlet i sundhedsvæsen. At vi bliver lyttet til, set og inddraget som levende mennesker med følelser og alt det, der hører til i en svær sygdomssituation, skriver kronikør Mette Valentin
19. JAN 2011 6.50

Af regionsrådsmedlem Mette Valentin

Der har som de fleste ved, været eksempler fremme fra Herlev Hospital de seneste dage, som viser, at der bl.a bruges hemmelige koder, og at nogle patienter defineres som værende udenfor målgruppen af intensiv og/eller livsforlængende behandling, på baggrund af nogle dybt betænkelige parametre som overhovedet ikke bør tages i betragtning, i denne sammenhæng.

Men det er desværre ikke kun på Herlev det foregår. Det er beklageligvis sandsynligvis noget, der foregår flere steder. Jeg har kendskab til andre eksempler, hvor det er foregået. Altså ikke koderne, men sorteringen af patienterne, den manglende inddragelse og respekt for patienten og de pårørende i de meget svære situationer på grænsen mellem liv og død, i terminalfasen.

Ikke værdigt
Men, når vi eller vores nærmeste er eller bliver syge, skal vi kunne have tillid til at vi bliver værdigt og respektfuldt behandlet i vores sundhedsvæsen. At vi bliver lyttet til, set og inddraget som rigtige levende mennesker, med følelser og alt det der hører til i en svær sygdomssituation.

Det må ikke være noget vi får grund til at tvivle på, at vi kan have denne tillid. At etikken er i orden. At vi er med til at træffe nogle måske svære beslutninger, eller som minimum informeres ordentligt, om de svære beslutninger, som lægerne af faglige grunde efter dybe etiske overvejelser, træffer på vores vegne.

I så fald vil vi opnå mulighed for at klage eller gøre indsigelser på stedet. Det duer ikke med skjulte koder og berøringsangst overfor patienter og pårørende i en utroligt svær situation. Det er ikke værdigt og det er slet ikke OK!

Det rigtige valg
Der er situationer, hvor det er 'rigtigt' at vurdere ikke at informere for meget, men det skal altså bare være dybt professionelt og etisk velbegrundet, at træffe dét valg, på patienternes og de pårørendes vegne i de her situationer. Der skal virkeligt lyttes igennem og der skal forstås - de pårørendes og patientes stabilitet, følelsesmæssige tilstand etc. skal tages i betragtning, og lægen skal virkeligt vide sig sikker på, at det er det rigtige valg. Et valg, som jeg mener, at de aldrig bør træffe uden at have drøftet sagen med en kollega. De pårørende bør naturligvis også modtage fuld information efterfølgende, evt. via den journal som vil tilgå de pårørende.

Men journaler er svære at forstå, vil mange indvende. Ja, det er de. Men det skal de ikke være. Det er hverken tillidsvækkende som patient ikke at kunne få lov at læse sin egen journal, så man kan forstå, hvad der står, eller fornuftigt for patientens indsigt i egen tilstand og dermed opmærksomhed på sin krops signaler, formidling til andre osv! Det, der står i journalen, skal selvfølgeligt stå i et almindeligt sprog. Der skal stå, hvad der er foregået hvornår og hvorfor - af hvem og hvordan - journalen kan f.eks suppleres med noter, som oversætter kliniske udtryk osv.

Det behøver ikke at være mere svært end vi selv gør det til!

Jeg mener afslutningsvist, at vi indenfor en relativ kort tidshorisont, skal beslutte os for at vedtage nogle retningslinjer som genopretter trygheden og tilliden til vores sundhedsvæsen!

Afrapportering
Et forslag kunne være at gøre som med lov om fysisk magtanvendelse, altså kræve afrapportering efter hver episode med hertil hørende faglige og etiske begrundelser. Denne afrapportering kunne tilgå en særlig etisk komité som på baggrund af et sæt vedtagne retningslinjer for hvornår det er og ikke er OK, at træffe de svære beslutninger på patienternes/ de pårørendes vegne, kan afgøre om man vil godkende episoden, og dermed fritage pågældende læge og sygehus for evt. efterfølgende strafansvar eller om man vil sende sagen videre til sundhedsmyndighederne og/ eller politiet.

Det tror jeg f.eks ville kunne genoprette trygheden nu og her! Og det skal vi jo! På den ene eller den anden måde - nu!

Ingen i dette land må på denne måde føle sig utryg og bange for ikke at blive lyttet til og respekteret- og for ikke at blive værdigt behandlet i vores sundhedsvæsen - ingen!


Regionsrådsmedlem i Syddanmark, Mette Valentin (F)

Foto: http://www.flickr.com/photos/3059349393/with/3320939331/

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
dkjob
www.mercuriurval.com
Fordi mennesker betyder alt