KØGE: Torben Nøhr bliver fra 1. februar 2011 ny teknik- og miljødirektør i Køge Kommune. Med sig har han knapt 20 års erfaring som teknisk direktør - senest i Vordingborg, oplyserr Køge Kommune.
57-årige Torben Nøhr var i perioden 1991-2000 teknisk direktør i netop Køge, og har siden da bestridt samme poster i Frederiksberg og Vordingborg kommuner. Og opgaverne står nærmest i kø til den nye direktør:
- Med Torben får vi en yderst kompetent person ombord, som både vil kunne løfte vores mange store udviklingsprojekter og udvikle den løbende indsats på teknik- og miljøområdet, så vi fortsat matcher kravene og forventningerne til en moderne kommune. Samtidig venter også en vigtig intern opgave i at understøtte den nye organisering i Teknik- og Miljøforvaltningen. Torben er nok en af landets mest erfarne på sit felt, hvilket vi kommer til at drage stor fordel af - og så kender han jo allerede Køge Kommune godt, fortæller kommunaldirektør Peter Frost.
Torben Nøhr har en baggrund som cand.scient i kulturgeografi og er desuden formand for Kommunalteknisk Chefforening. Privat bor han i Sorø sammen med praktiserende læge Susanne Kierstein og hendes to piger, mens hans egne tre voksne døtre er flyttet hjemmefra.
Stillingen som teknik- og miljødirektør har stået ledig siden maj, hvor Jes Møller forlod den for at blive projektchef i Køge Kyst.
ka