Hvad jeg lærte af at supervisere rollemodeller

Af Ahmet Demir

Jeg har lyst til at dele en af mine gode oplevelser som supervisor i et socialt boligområde, hvor boligselskabet i deres valg af boligsociale arbejdere prioriterer at ansætte etniske unge fra 17 år til midt i 20'erne, som er i gang med enten gymnasium eller anden uddannelse.

De bliver ansat til at være rollemodeller for og brobyggere til andre unge i lokalområdet og skal arrangere forskellige socialpædagogiske aktiviteter for børn og unge.

Da boligselskabet ville have mig som supervisor, blev jeg spurgt, om disse unge skulle med til supervisionen. Jeg plejer at supervisere fagfolk og ikke unge under 18 år, men jeg tænkte: 'Hvorfor ikke også have de unge med?'

Jeg var dog betænkelig ved, om de unge kunne komme til orde blandt fagfolkene, og om de ville bidrage med noget i supervisionsforløbet. Jeg erkender, at de unge gang på gang overraskede mig ved både at bidrage aktivt og ikke mindst udvise enorm refleksion over deres egne handlinger.

Når motivation smitter
Citat fra en ung, der lige var blevet 18 år: 'I aften har jeg lært meget om mig selv og andre og om de problemstillinger, vi har taget op.' Dette citat og ikke mindst et af de temaer, som vi behandlede i supervisionen, var motivation af de lokale børn og unge. I dette tema synes jeg, de unge var enormt ærlige omkring sig selv, om hvad der motiverede dem selv, og deres motivations afsmitning på de børn og unge, de arbejder med. Men det interessante ved temaet var, at de skulle finde frem til, hvad der får rollemodeller, brobyggere og de unge, de arbejder med, til at miste motivationen.

Fx skulle en af dem arbejde med at organisere etniske piger, så de kunne have nogle fritidsinteresser, og den unge valgte at mødes i den lokale fritids- og ungdomsklub med det overordnede mål at have en fælles fritidsinteresse og som delmål at få pigerne integreret i den lokale klub og blive medlemmer af den. Ingen af os kunne være imod den ide, at etniske piger også bruger de lokale fritidsklubber, men den rollemodel, som var bindeled, mødte modstand fra klubbens medarbejdere, som nedvurderede rollemodellen som bindeled.

Her mener jeg, at vores lokale fritidsklub ikke er gearet til andre unge og ikke er anerkendende i deres møde med rollemodellen. Især med den gruppe etniske piger, der møder i klubberne, kunne åbenhed og samarbejdsvilje med rollemodellen være en stor gevinst for klubben.

De unge tog kampen op
Man kunne se hende som ressource og samarbejde, så de unge blev integreret i klubben, i stedet for at fastholde den traditionelle klubtænkning, som ikke kan rumme og være i stand til at motivere blandt andet etniske piger til at bruge klubbens tilbud.

Jeg mener, at både den enkelte klub og andre pædagogiske institutioner og foreninger i forskellige dele af landet må se rollemodeller og brobyggere som ressourcer i stedet for at se ned på dem, måske fordi de ikke har en pædagogisk uddannelse. Vi må ikke glemme, at de har andre styrker, som gavner det lokale socialpædagogiske arbejde blandt børn og unge.

Det interessante ved supervisionen var, at de unge tog kampen op, selv om de mødte modstand fra de uddannede medarbejdere i klubben. De ønskede et samarbejde for at få de lokale børn og unge ind som en del af fællesskabet. Jeg ville ønske, at lederen af klubben og andre pædagogiske institutioner ville være med til supervisionen og høre om de unges pædagogiske argumenter og visioner på de lokale unges vegne.

Se dem som ressourcer
Jeg vil slutte med at sige, at supervision er en proces, hvor både den superviserede og supervisoren lære noget af de temaer, der bliver undersøgt. I sin tid var jeg betænkelig over at tage rollemodellerne og brobyggerne med, men i dag er jeg glad for det, og jeg lærer hver gang noget af dem.

Jeg er sikker på, at hvis der blev skabt et pædagogisk udviklingsrum, hvor lokale fagfolk sammen med rollemodeller og brobyggere kunne drøfte et samarbejde omkring børn og unge, ville andre fagfolk også have meget at lære af de unge. Se dem som ressourcer, se deres dynamik, vilje og gåpåmod og ikke som uuddannede, der ikke kan noget.

Supervision er en mulighed for at få en øjenåbner, også for fagfolk. Det skal siges, at jeg via mit arbejde som supervisor forskellige steder i landet oplever, at boligselskaber vælger at ansætte etniske unge som rollemodeller og brobyggere i deres sociale arbejde.

Ahmet Demir, cand. pæd & familieterapeut