Århus-rådmand vil ændre lukrativ tilskudsmodel på høreapparater

Århus-rådmand vil ændre lukrativ tilskudsmodel på høreapparater

- I dag sender vi reelt bare et tilskud efter en privat leverandør uden at vide, om borgeren får den vare, der betales for, lyder det fra rådmand Dorthe Laustsen (SF)
20. OKT 2010 10.43

ÅRHUS: Borgere betaler op mod 20.000 kr. for et høreapparat. De voldsomme overpriser er en konsekvens af den tilskudsmodel, der er på området. Rådmand Dorthe Laustsen (SF) kræver nu en lovændring, der skal sætte en stopper for, at borgere og kommuner finansierer private klinikkers guldgrube.

- Nu må der sættes en stopper for dette vanvid. Borgere og kommuner betaler i dyre domme for, at private leverandører kan spinde guld på høreapparater, siger rådmand for Sundhed og Omsorg i Århus Kommune Dorthe Laustsen (SF). Hun har igennem det seneste år presset på hos både regeringen og sundhedsvæsenet for at få en løsning på problemet.

- Vi har set eksempler på helt horrible regninger. Det kan jo ikke være rigtigt, at private høreklinikker i den grad skal flå de ældre. Vi har også eksempler på høreapparater, som ligger ubrugte nede i skuffer, fordi de er blevet solgt til borgere, som slet ikke har behov for dem, siger rådmanden.

Tirsdag aften satte Operation X fokus på skandalen, og endnu engang står det klart, at udviklingen er løbet løbsk. Det faste kommunale tilskud på 6230 kroner, som følger borgeren, når høreapparatet leveres af en privat leverandør, fordyrer høreapparaterne. Det viser både udsendelsen og udgifternes himmelflugt, siden tilskuddet blev indført.

- Det faste tilskud på 6230 kroner betyder, at vi stort set aldrig ser en faktura, som ligger under det beløb. På trods af det faktum, at mange høreapparater kan anskaffes for meget billige penge.

Nu kræver rådmanden, at det faste tilskud bliver ophævet og at kommuner fremover skal give tilskud i forhold til, hvad høreapparater reelt koster. Derfor skal enkeltydelserne prissættes:

- Vi vil kende anskaffelsesprisen på et høreapparat, ligesom vi også vil have oplyst taksterne på høreprøve, tilpasning af høreapparat og efterfølgende service og garanti. I dag sender vi reelt bare et tilskud efter en privat leverandør uden at vide, om borgeren får den vare, der betales for. Det har aldrig været sund fornuft, siger rådmanden, som har henvendt sig til sundhedsminister Bertel Haarder for at få ophævet det faste tilskud.

- Lovændringen kan give en besparelse for samfundet på 200 mio. kr. For slet ikke at tale om de mange 100 mio. kr., som borgere kan spare, vurderer hun.

Opsamlende ser rådmandens forslag således ud:

  • Ophæv det faste kommunale tilskud for høreapparater på 6230 kr.
  • Prissæt enkeltydelserne: anskaffelse, høreprøve, tilpasning, service og garanti. Det giver gennemskuelighed for borgere og kommuner, således at der betales de reelle udgifter til private leverandører
  • Kommunerne kan med denne model fremover selv tilbyde tilpasning af høreapparater og serviceydelser - også til de borgere, der køber høreapparater ved privat leverandør
  • Det giver for den enkelte borger mere høreomsorg, at kommunen kan følge borgeren og dennes brug af høreapparat. Det vil formentlig give færre skuffeapparater
  • Borgeren har fortsat et frit valg mellem offentlig og privat leverandør
  • Lovændringen giver borgere og kommuner besparelser på flere 100 mio. kr. og giver en bedre service til borgere samt en mere sammenhængende opgavelevering fra kommunerne
Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
dkjob
www.mercuriurval.com
Fordi mennesker betyder alt