Nyt system giver forældre bedre indblik i børnenes hverdag

Nyt system giver forældre bedre indblik i børnenes hverdag

- Vi får langt bedre kommunikationsveje til forældrene. Og vi slipper for stakkevis af sedler og overfyldte opslagstavler, hvor vigtige informationer risikerer at gå tabt, siger man i Sorø Kommune

SORØ: Børneintra, som systemet hedder, består af en hjemmesidedel, en medarbejderdel, en forældredel og en børnedel.

Hjemmesidedelen er den enkelte institutions ansigt udadtil på nettet og henvender sig især til nye og kommende forældre i institutionen. Medarbejderdelen er et arbejdsredskab for medarbejderne, hvor de bl.a. kan se børnenes stamkort, skrive beskeder osv. Børnedelen henvender sig til børnene og kan bruges i hverdagen i institutionen.

Det er forældredelen, som rummer de store forbedringer. Forældre vil nemlig kunne logge sig på systemet og via internettet se billeder fra deres børns hverdag og få information fra institutionen tilsendt på mail eller sms.

Det er daginstitutionerne selv, som i fællesskab har besluttet at anskaffe det nye system. Flemming Noach fra Toppen i Dianalund har været med i den arbejdsgruppe, som har valgt systemet:

- Vi ser rigtig mange muligheder i det nye system. Først og fremmest får vi langt bedre kommunikationsveje til forældrene, fordi vi kan skrive til dem både på sms og mail. Vi slipper for stakkevis af sedler og overfyldte opslagstavler, hvor vigtige informationer risikerer at gå tabt. Hvis vi skal på tur, kan vi for eksempel nemt sende en sms dagen før og minde om turmadpakken og gummistøvlerne, siger han.

Forældredelen er personlig og kræver, at forældrene logger på med digital signatur (NemID).

Beslutningen om at indføre en digital kommunikationsplatform til forældrene bringer Sorø Kommunes daginstitutioner frem i forreste række, når det gælder brugen af it på daginstitutionsområdet.

- I den fællesoffentlige digitaliseringsstrategi bliver det nævnt som en målsætning, at 50 % af landets daginstitutioner i 2012 skal kommunikere digitalt med forældrene. I Sorø Kommune når vi op på 100 % allerede i 2010, siger Flemming Noach.

Det nye kommunikationssystem går i luften 1. november. Knapt 100 af medarbejderne i daginstitutionerne har netop været på kursus i at bruge systemet og har nu en måned til at 'flytte ind' på de nye hjemmesider og tage systemet i brug. Børneintra er udviklet af Assemble.

mou

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
dkjob
www.mercuriurval.com
Fordi mennesker betyder alt