Ansatte tester sig selv som leder

Nogle består - andre dropper tanken, når Horsens Kommune afprøver lederevner hos de ansatte
KORT NYT29. SEP 2010 10.53

HORSENS: To ud af tre bliver gode ledere. Resten dropper tanken. Interessen for at blive leder er stærkt stigende i Horsens Kommune. Og selvom ikke alle ender på chefstolen efter at have været på førleder-kursus, er tilstrømningen til de årlige kurser alligevel udtryk for en succes, mener HR-chef Charlotte Lyrskov.

- Det er vigtigt, at deltagerne bliver afklaret med hensyn til, om de egner sig til leder-jobbet eller ej. At 1/3 af de ansatte må se i øjnene, at de nok aldrig ender på chefstolen, skal ikke opfattes som noget negativt.

I år var der dobbelt så mange ansøgere til førleder kurset som sidste år. De ansatte kan selv ytre ønske om at deltage, men udvælgelsen afhænger af, om deres chefer ser et lederpotentiale i dem, oplyser kommunen.

- Førleder-kurset skal ruste medarbejderne til det videre karriereforløb, men lysten er altafgørende for, om teori omsættes til praksis, siger Charlotte Lyrskov og tilføjer, at kurserne også gerne må medvirke til at fastholde medarbejderne.

På førleder-kurset hører de ansatte blandt andet om de krav, der stilles til offentlige ledere. De får tegnet en personprofil og får individuelle samtaler med en coach.

tj

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
dkjob
www.mercuriurval.com
Fordi mennesker betyder alt