4 ud af 10 accepterer øget kontrol

Skal kommunen kunne tjekke private bankkonti?:
4 ud af 10 accepterer øget kontrol

En stor minoritet af befolkningen synes, at det er helt i orden, at kommunerne tjekker private bankkonti for at afsløre socialt bedrageri
14. SEP 2010 7.10

Af Thea Storm Pedersen, Kommunen

Det er blevet muligt for kommunerne at få udleveret oplysninger om modtagere af social pensions private konti fra pengeinstitutterne. En ny meningsmåling for Kommunen viser, at en stor minoritet på 40 procent synes, at det er helt i orden, at kommunerne tjekker private konti. Det er overraskende mange, siger professor ved Roskilde Universitet Peter Høilund. Han mener, at det er udtryk for en generel samfundsudvikling.

- Vi accepterer en stadigt større indskrænkning af privatsfæren. Tidligere blev tillid set som det, der bar demokratiet frem. Det synspunkt er under stort pres for øjeblikket, siger Peter Høilund og henviser til, at for bare 25 år siden var det utænkeligt, at så mange ville bifalde kommunernes mulighed for at tjekke folks privatliv.

Kvinder imod
Det er især kvinderne, som forholder sig skeptisk til udviklingen. 60,8 procent af kvinderne siger nej tak, mens et flertal på 54,5 procent af mændenes er for den øgede kontrol. Rundspørgen viser også en forskel i forhold til indkomst: Folk, der tjener under 300.000 kroner om året, er mindst villige til at lade kommunen kigge på private konti. 62,1 procent er imod.

På landsplan er der stadig et flertal på 51,4 procent, som ikke er begejstrede for loven, som trådte i kraft i juni i år.

Lidt over halvdelen af respondenterne mener ikke, at kommunerne bør have ret til at kigge i private bankkonti, mens over 40 procent synes, det er helt i orden. Målingen er lavet for Kommunen af A & B Analyse med et repræsentativt udsnit af befolkningen på i alt 1070 personer.

 

 

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
dkjob
www.mercuriurval.com
Fordi mennesker betyder alt