JK-Proces tjener godt på håbløst jobkursus

Sidste år gik et overskud på knap en halv million kroner direkte i lommerne på JK-Proces ejere
KORT NYT8. SEP 2010 13.19

FREDERICIA: Det er noget af en guldgrube at lave elendige jobkurser for Fredericia Kommune. I det seneste årsregnskab fra 2009 havde JK-Proces et overskud på hele 472.386 kroner. Penge, som ryger lige ned i lommerne på ejerne af jobfirmaet. Året før havde JK-Proces et endnu større overskud, nemlig 552.798 kroner, skriver 3F.

Borgmesteren i Fredericia, Thomas Banke (V), afventer yderligere dokumentation, før han vil tage endeligt stilling i sagen.

- Men hvis det viser sig, at der er genereret overskud på en mangelfuld aktivering, har vi et alvorligt problem. Hvis det ikke er tilfældet, er jeg kun glad for, at succesfulde virksomheder opererer for kommunen, siger Thomas Banke (V).

Det har vist sig, at kursisterne fordriver tiden på kurserne ved at tjekke Facebook, spille poker på nettet, gå på café eller tage på fisketur. Nogle har gået på kurset i over to år.

Byrådet har vedtaget at afholde en temadag, der skal kulegrave ordningerne for ledige i Fredericia.

tj

 

Se flere stillinger
Nyhedsbrev