Kommunaldirektør melder sig ud af magteliten

Svendborgs kommunaldirektør Erik Meldgård Bendorf har meldt sig ud af VL-gruppe 60
KORT NYT10. AUG 2010 7.14

SVENDBORG: Kommunaldirektør Erik Meldgård Bendorf har forladt Svendborgs lukkede netværk for topchefer - VL-gruppe 60. Han har meldt sig ud af gruppen, der mest består af direktører fra det private erhvervsliv. Dermed er begge kommunale topchefer, den administrative og den politiske, ude af den lukkede klub. Curt Sørensen (S), der har været borgmester siden 1. januar, er ikke medlem af VL-gruppen - i modsætning til hans forgænger, Venstre-borgmester Lars Erik Hornemann, skriver Svendborgs NetAvis

Tidligere har Erik Meldgård Bendorf forsvaret sit medlemskab af den lukkede, referat-frie gruppe. Han sagde bl.a., at han så VL-gruppen 'som et forum, hvor man kan diskutere relevante ting i forhold til ledelse, altså kunne få nogle spændende faglige diskussioner'.

Der findes 92 VL-grupper med over 3.000 medlemmer. En VL-gruppe mødes 8-10 gange årligt hos et af medlemmerne. VL-grupperne - 'Netværket for topledere' kalder de sig selv - er samlet i Dansk Selskab for Virksomhedsledelse, stiftet i 1995. Nye medlemmer kan kun optages, hvis alle i gruppen er enige. Siger blot ét medlem nej, så afvises medlemskab. Der tages ikke referat af møderne. Og medlemmerne har 'tavshedspligt over for tredjemand' om, hvad der bliver sagt på møderne. Ikke mindst disse bestemmelser har givet anledning til mistanke om sammenspisthed mellem private virksomhedsledere, medie-ledere, politikere og topledere fra de forskellige offentlige myndigheder.

tj

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
dkjob
www.mercuriurval.com
Fordi mennesker betyder alt