Behandlingsstrukturen er kronisk syg

KRONIK Kronikøren argumenterer for et enstrenget behandlingssystem, hvor de strategiske bevillingsansvarlige også påtager sig det daglige operationelle ledelsesansvar. Først da kan borgerne sikres en optimal behandling
10. MAR 2010 7.00

Af Ole Krabbe Olesen

I Danmark behandler vi patienter - som var de vore bedste kunder! Og sådan skal det selvfølgelig være.
Behandlingstilbud til borgere er én af de helt afgørende kerneydelser i et velfærdssamfund. Når det så alligevel går galt, så blinker overskrifterne: 'budgetterne overskredet'"; 'alt for lange ventetider'; 'pludselig fyring af behandlingspersonale'; 'færdigbehandledes unødvendige forlængede hospitalsophold'; 'manglende flow og et usammenhængende behandlingsforløb'; 'alt for mange kronisk syge (180.000), som igen og igen skal indlægges, fordi de alligevel ikke lige fik det behandlingsforløb, der kunne have gjort dem raske'. Osv. osv.

Og næsten hver gang så resulterer overskrifterne i, at regering og folketing anklager regionerne for at sove i timen. Og når regionerne så igen vågner op, så råber de helt reflektorisk: 'Send flere penge'.

Og det har regering og folketing så sandelig gjort oven i de 21 mia., som behandlingsudgifterne steg med i det sidste årti. Hele 40 mia. kr. er der afsat til storhospitaler til igangsætning inden udgangen af det 10 år, som vi startede på her den 1. januar 2010. Og det forpligter.

For denne gigantindsats med afsæt i nye fysiske rammer lykkes kun, hvis vi allerede nu går i gang med at strukturere og organiserer vores behandlingsstruktur, så den passer til de nye fysiske rammer. En behandlingsstruktur, som sætter kunderne endnu mere i centrum ved at tilbyde kunderne det flow, som giver hver enkelte kunde - patient - lige netop den individuelle behandlingsflow, som på så kort tid som muligt - og så effektivt som muligt - gør patienterne raske på et individuelt acceptabelt niveau.

Det kræver et enstrenget behandlingssystem, hvor de strategiske bevillingsansvarlige også påtager sig det daglige operationelle ledelsesansvar. Først da kan borgerne sikres en optimal behandling. For først da havner vi i en situation, hvor de forskellige niveauer ikke bare kan sende aben videre.

1. Enstrenget behandlingssystem for både hospitalsbehandling (akut og planlagt) og for nødvendige efterbehandling som følge af en hospitalsbehandling (akut efterbehandling) Første step på vejen må være at give den strukturelle sammenhængskraft, som bevirker, at ansvar og kompetencer kommer til at følges ad.

Det kan fx gøres på følgende måde:
Der oprettes et nyt ministerium - Behandlingsministeriet - som administrere de penge som staten bevilger til de behandlingsopgaver, som staten er ansvarlig for. Og det er hospitalsvæsenet og evt. de akutte efterbehandlingsfaciliteter, som bliver en del af hospitalsbehandlingen. Men mange af efterbehandlingsfaciliteterne kan og bør - bl.a. af hensyn til nærhedsprincippet lægges i det kommunale regi.

Staten betaler så den enkelte kommune for at stille de faciliteter til rådighed, og det bevirker, at hospitalsindlagte kan udskrives så hurtigt som muligt efter endt hospitalbehandling. Bl.a. og måske især begrundet i, at patienter så hurtigt som muligt skal tilbage til lokalsamfundet. Under Behandlingsministeriet ligger således alle de enheder, som direkte og indirekte har med sygehusbehandling af borgerne at gøre. Og via styregrupper for hhv. hospitaler og for kommunale efterbehandlingsfaciliteter, sker der på det meget strategiske niveau et koordineret og kontinuerligt samarbejde med det fælles mål: At gøre behandlingskrævende borgere behandlingsfrie så hurtigt og så godt som muligt.

1.1.Storsygehusene som koordinerende enheder for al behandling som omfatter akut eller planlagt hospitalsindlæggelse
Hovedhjørnestenene i behandlingsstrukturen bør blive de nye storsygehuse og de til hver enkelt af disse tilknyttede decentrale mindre sygehuse, som modtager både somatiske og psykiske patienter. Evt. private udbydere området underlægges storsygehuset med hensyn til evt. køb af ydelser, men altid med hensyn til kvalitetskontrol. Og ingen patienter kan for det offentliges regning behandles på et privat sygehus og/eller hos en privatpraktiserende specialist uden først at være blevet visiteret i det offentlige system. Hvert storsygehus er en selvejende institution og ledes af en bestyrelse som ansætter en faglig, en administrativ direktør og en særlig logistikdirektør.

Den daglige ledelse afgør fra kvartal til kvartal hvor stor den del af den samlede kapacitet, som skal være afsat til hhv. akut- og planlagt behandling. I nogle situationer vil det være 80 pct. til planlagte og 20 pct. til akutte - og de decentrale hospitaler vil - afhængig af deres særlige spidskompetencer - sætte deres forholdstal til fx: 90:10. På forhånd får de daglige ledelser i deres akutberegninger lov til at operere med ventetider på 0 - 2 uger for livstruende sygdomme - og på fra 0 - 8 uger for ikke livstruende sygdomme. Fødte bestyrelsesmedlemmer er 2 statslige repræsentanter og 1 medlem fra de kommuner, som har over 40.000 indbyggere. Kommuner med mindre end de 40.000 indbyggere må gøre deres indflydelse gældende gennem KL - og/eller en større samarbejdskommune.

1.1.1. Andre sygehuse og/eller sygehuslignende enhederHver af disse enheder har en faglig ledelse. Alle administrative opgaver og hele logistikken varetages af det overordnede storsygehus og/eller af den centrale administration, som tilbyder ekspertiser og systemer til logistik; administration, HR + personaleledelse - og kvalitetsstyring. Ingen kunde (patient) må max være 30 minutter fra en enhed, som akut eller planlagt kan modtage dem til behandling - eller klargøre dem til videretransport.

Til borgerne i yderområderne, hvor der ikke fysisk er et stationært sygehus til stede får disse borgere et særligt alarmnummer, som de kan benytte for at få den mobile assistance, som bevirker, at de er i sagkyndige hænder senest 30 min efter opkald.Særlige ambulancer med lægebemanding placeres på strategiske steder.Helikopterambulancer med lægebemanding placeres på strategiske steder, således at den maksimale respons tid maksimalt bliver på de nævnte 30 minutter.

1.2. Når en sygehusbehandling er afsluttet, skal patienten enten hjem uden efterbehandling - eller hjem med efterbehandling. Den enstrengede behandlingsstruktur sørger for planlæggelse af behandlingen - indtil patienten total kan udskrives for en given hospitalsbehandling. Udskrivning kan ske til eget hjem; til fx plejehjem; til anden mere blivende institution - og/eller til viderebehandling i kommunalt regi.

2. Kommunal behandling af ikke hospitalsrelaterede sygdomme/skavanker
Stadig under Behandlingsministeriet oprettes decentrale behandlingsenheder, som ligger ude i de enkelte kommuner. Så snart en patient er færdigbehandlet på hospitalet skal patienten hjem i eget lokalområder for så hurtig som muligt at blive rehabiliteret.Såfremt en kommune ikke har de nødvendige faciliteter, så må kommunen enten betale for patientens optimale behandling hos en statslig efterbehandlingsfacilitet - eller hos en anden kommunal efterbehandlingsfacilitet.

Så snart en patient har sluppet behandlingsstrukturen som anført under pkt. 1 - eller hvis en patient er visiteret til en behandling, som ikke kræver hospitalsindlæggelse, så er ansvaret herfor den enkelte kommune, som enten selv har faciliteterne til at behandle/andre lidelse end de, som har været på hospital kronisk syge, som er meldt færdige

3. Mellemregninger - udligninger mellem stat og kommuner

Ingen patient må lades i stikken fordi en kommune ikke kan tage en patient hjem, så snart patienten er færdig i hospitalsvæsenet. Og på samme måde som når staten udliciterer til private virksomheder, så udregnes et kvalitetssystem, således at kommuner, der tager hjem som planlagt får en bonus fra staten - medens de kommuner, som ikke overholder deres forpligtigelser til staten, må betale en bod.

Ole Krabbe Olesen, cand. merc.


Foto: http://www.flickr.com/photos/brykmantra/

 

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
dkjob
www.mercuriurval.com
Fordi mennesker betyder alt