Jeg ejer problemet

SPIDS Når du peger anklagende på andre, så prøv at se på, hvor mange fingre, der peger frem - og hvor mange, der peger tilbage mod dig selv
16. FEB 2010 15.07

Af Paul Hegedahl

Når man kører på de danske landeveje, oplever man mange spændende ting som f.eks. at blive overhalet ved fuldt optrukne linjer med en hastighed betydeligt over den tilladte, ufrivilligt være en del af køren om kap på en strækning, ejendommelig lygteføring o.m.a. Jeg må indrømme, at jeg ikke kan sige mig helt fri for undertiden - ok, ikke så sjældent - at blive sur på alle de idioter i trafikken - og tænke på, hvor meget bedre humør, jeg ville være i, hvis de ikke var der.

Men forleden dag efter endnu en episode og indædt betjening af kontakten til det lange lys, indså jeg pludselig, at hvis jeg skal blive i bedre humør ved at løse problemet med at fjerne alle de mindre tænksomme medtrafikanter, kan det nemt blive en opgave, der strækker sig over en rum tid. Jeg har det i virkeligheden ligesom så mange andre - problemet ligger i mig selv. Jeg har større nytte af at sige: 'Jeg har et problem. Jeg har så let ved at blive ophidset over ting, som det ikke kan betale sig at hidse sig op over!'

Jo mere ophidsede og sure, vi bliver, jo mere modgang synes vi, at vi møder - og så kommer vi nemt i taberhumør. Det virker selvforstærkende. Vi bliver vrede og søger at finde årsagen til problemerne alle andre steder end i os selv: Politikernes uduelighed (for nogle af de gunstige læseres vedkommende handler det jo nok om 'de andre politikeres' manglende evner), det voksende bureaukrati, i denne vinter i høj grad også vejret, de stigende priser - og i det hele taget hos alle de andre.

Da jeg så på kropssproget - både det konkrete og det underbevidste - fandt jeg ud af, at det er en god øvelse at man, når man peger anklagende på andre, så lige prøve at tælle, hvor mange fingre, der peger frem - og hvor mange, der peger tilbage mod én selv.

Vi bliver meget naturligt vrede og sure, når vi ved, hvad vi føler er berettiget kritik, får at vide: 'Der er ikke noget at komme efter!'. Det er så nemt så at sige: 'Du misforstår mig!' Det kan ofte svare sig i stedet at sige: 'Så har jeg udtrykt mig forkert' og så prøve at reformulere sig. Dels viser man, at man har en positiv indstilling - at man prøver at udvikle sig og ikke ser problemet som liggende i den anden persons opfattelsesevne, men i din egen evne til at kommunikere.

Dels viser man, at man har tænkt sig stille og roligt at blive ved at drøfte sagen. Det gælder både for en selv og for andre, at mennesker sjældent er vrede over det, de tror, de er vrede over. Som regel ligger der noget andet bag. Vær ærlig først og fremmest over for dig selv og find ud af, hvad dette andet er. Og søg at forstå, hvad de andre er vrede over i virkeligheden.

På mangfoldige blogs og debatsider i medierne optræder hyppigt nogle vrede mænd (ja, af en eller anden grund er det overvejende mænd) med nogle ikke altid lige velunderbyggede synspunkter på samfundet og dets mangelfulde indretning. Det kan man så vælge blive sur over og indgå i en mere eller mindre artikuleret meningsudveksling - men også blot indse, at man ikke opnår noget ved det. De er lige som medtrafikanterne. De har deres egne problemer og egne årsager til at være vrede. Der er ingen grund til,
at lade det blive en del af ens egne problemer. Du kan som regel ikke ændre andre end dig selv. Erkendelsen af, at 'Jeg ejer problemet' er ikke et udtryk for fatalisme, men for realisme og ønske om et positivt liv - for alle.

 

 

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
dkjob
www.mercuriurval.com
Fordi mennesker betyder alt