12 nye kommunaldirektører i 2019 - de syv kom fra tilsvarende job
Christine Brochdorf.
Foto: Egedal Kommune

12 nye kommunaldirektører i 2019 - de syv kom fra tilsvarende job

I flere omgange har nyansatte kommunaldirektører i 2019 været led i rokader, hvor den ene nyansættelse giver plads til den anden, der giver plads til den tredje tidligere kommunaldirektør.
6. JAN 2020 8.00

Willy Feddersen fra Haderslev blev ny kommunaldirektør i Middelfart, hvor en plads stod åben efter Steen Vinderslev. Vinderslev kom så til Furesø, hvor Christine Brochdorf til gengæld havde forladt posten til fordel for en tilsvarende i Egedal.

Rokaden, der involverede fire kommuner og tre nyansatte kommunaldirektører, og stadig har en åben post i Haderslev, blev 2019-eksemplet på, at en nyansat kommunaldirektør ofte er én med samme titel fra en anden af de 98 kommuner.

2019 har budt på 12 nyansatte på de øverste administrative poster, og heraf kom de syv fra tilsvarende job. Og lad os begynde med Haderslev, hvor Willy Feddersen sagde farvel efter syv år på posten, og Rune Larsson, direktør for Erhverv- og Borgerservice, nu er konstitueret, indtil en efterfølger skal være ansat 1. marts.

Steen Vinderslev havde været Middelfarts kommunaldirektør i otte år, og han valgte at søge mod Furesø, hvor Christine Brochdorf blot havde været i tre år. Hun skiftede derimod til Egedal, hvor hun kunne overtage efter Lars Wilms, der i februar havde meddelt sin pensionering efter ti år på posten - og som sådan - indirekte - gav plads til en ny spiller på de kommunale topposter.

I en af de andre københavnske forstadskommuner, Glostrup, havde kommunaldirektøren siden 2012, Morten Winge, søgt nye græsgange efter landets absolut længst siddende kommunaldirektør, Klavs Gross i Tårnby. Kommunaldirektørernes nestor var her stoppet efter 26 år og gik på pension. I Glostrup gav det dermed en åbning til Maj Buch - vicekommunaldirektør i Sorø.

I nabokommunen Dragør overtog Greve-direktør Henrik Harder kommunaldirektørjobbet efter Kenneth Kristensen, der havde arbejdet på den post siden 2015 og ikke ønskede sin åremålskontrakt forlænget. Og på Bornholm kunne byrådet fastansatte Johannes Nilsson, der blev konstitueret i stillingen efter Peter Loft, der blev fyret i 2018.

I Jammerbugt var det blot to år, Bjarne Grøn fik på posten, før han søgte en direktør-stilling i VIA, og i 2019 blev han afløst af endnu en tidligere kommunaldirektør, nemlig Holger Spangsberg Kristensen, der i 2018 blev fritaget for tjeneste, da politikerne i Gribskov ønskede sig en 'ny profil'.

I Hedensted var ønsket 'en anden type til at drive kommunen videre', da Jesper Thyrring Møller ikke fik forlænget sin kontrakt med Hedensted siden 2007. Han blev afløst af direktør fra Randers, Steinar Eggen Kristensen, og blev siden ny kommunaldirektør i Struer, hvor de godt kunne se ham som leder. Her var pladsen ledig efter Mads Gammelmark, der måtte stoppe på grund af sygdom efter to år på posten. 

Langeland fik besat sin ledige topchefstilling internt med Jani Hansen - da det blev Benny Baisgaards tur til at være en profil, politikerne ønskede sig en anden én af. Det med at ønske sig en anden, så der ikke længere er plads til den eksisterende kommunaldirektør, skete også på Frederiksberg, hvor Torben Kjærgaard blev fritaget for tjeneste efter syv år i jobbet. Han kom så efterfølgende til Frederikssund, hvor de godt kunne bruge ham. Her afløser han nu Ole Jacobsen, der søgte uden for de kommunale ledelses-cirkler og nu er direktør i boligselskabet DAB.

I Rudersdal stoppede en af de længst siddende kommunaldirektører, da Bjarne Pedersen valgte at stoppe. Han blev efterfulgt af sin vicekommunaldirektør, Birgitte N. Lundgren.

Der er således vakante stilling i Haderslev og på Frederiksberg, men derudover også i Faaborg-Midtfyn, hvor Helene Bækmark indgik en fratrædelsesaftale efter tre år og masser af turbulens i direktionen.

 

 

 

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
dkjob
www.mercuriurval.com
Fordi mennesker betyder alt