DK Medier
Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Social
DK Indkøb
DK Sundhed
DK Teknik
DK Økonomi
DK Stillinger

Tysk minister ønsker areal på størrelse med Sjælland til vindmøller

Hvis man vil beskytte klimaet, skal man sige ja til mere vindenergi, lyder budskab fra tysk miljøminister.
14. JUN 2021 8.19

Tyskland skal i højere grad benytte sig af vindenergi i kampen mod klimaforandringer. Derfor bør to pct. af landets areal blive afsat til vindmøller. Det mener miljøminister Svenja Schulze fra socialdemokratiske SPD.

Hun efterspørger samtidig mere opbakning til forslaget fra forbundskansler Angela Merkel og hendes konservative parti, CDU.

- Alle, som siger ja til mere klimabeskyttelse, skal også sige ja til mere elektricitet fra vind- og solenergi, siger Svenja Schulze.

Ifølge miljøministeren er den bedste måde at bane vejen for mere vindenergi ved at sikre mere plads til vindmøller.

Der er ingen tid at spilde, lyder hendes budskab. Derfor bør CDU hurtigst muligt facilitere ændringer, der kan sørge for mere vindenergi. Det omfatter eksempelvis ændringer i byggelovgivningen.

To pct. af Tysklands areal svarer til cirka 7.140 kvadratkilometer. Til sammenligning er Sjællands areal godt 7.000 kvadratkilometer.

Klimavalg i Tyskland

Ministerens melding kommer forud for det tyske parlamentsvalg til efteråret. Et valg, hvor klimaet og grønne spørgsmål ventes at fylde en del. Det skyldes ikke mindst, at miljøpartiet De Grønne har markeret sig som et populært og moderne parti i det politiske landskab i Tyskland.

Forud for valget har De Grønne, der går til valg på en mere ambitiøs klimapolitik, oplevet en pæn fremgang, selv om det tilsyneladende har tabt en lille smule af pusten i de seneste meningsmålinger.

Forbundskansler Merkels konservative søsterpartier CDU og CSU ligger til 25 pct. af stemmerne. De Grønne, der har 40-årige Annalena Baerbock som kanslerkandidat, ligger til 24 pct. af stemmerne. Det viser en meningsmåling fra begyndelsen af juni udført af analyseinstituttet Forsa.

CDU og CSU har kørt 60-årige Armin Laschet i stilling til at overtage posten fra Merkel, som har meddelt, at hun trækker sig efter 16 år.

Der er valg til Forbundsdagen i Tyskland 26. september i år.

Ritzau