Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Social
DK Indkøb
DK Sundhed
DK Teknik
DK Økonomi
DK Job
Mette Frederiksen fremhæver danske energiøer over for Biden
Statsminister Mette Frederiksen (S) har fredag holdt tale ved Joe Bidens klimatopmøde.
Foto: Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix

Mette Frederiksen fremhæver danske energiøer over for Biden

USA er efter præsidentskiftet fra Trump til Biden indtrådt i Paris-aftalen igen, hvilket får ros verden over.
23. APR 2021 15.21

Statsminister Mette Frederiksen (S) fremhæver fredag blandt andet de danske planer om energiøer i sin tale ved et virtuelt klimatopmøde, som USA’s præsident, Joe Biden, er vært for torsdag og fredag.

- Danmark vil snart gøre verdens første energiø til en realitet. Allerede i dag kommer næsten 50 pct. af Danmarks strøm fra vindkraft. Og vi har planer om at bygge mere vindkraft, siger Mette Frederiksen i sin tale, der blev holdt, kort tid efter at Microsoft-grundlægger Bill Gates havde et indlæg.

Mette Frederiksen siger i en sin tale på omkring tre minutter, at hun forventer, at den grønne omstilling vil skabe nye arbejdspladser. Det er også et af Joe Bidens håb for den grønne omstilling.

Senest blev et bredt flertal i Folketinget i februar enige om en aftale om konstruktion og ejerforhold for en ny energiø i Nordsøen.

Den kunstige ø 80 kilometer ude i Nordsøen bliver danmarkshistories største anlægsprojekt med en pris på 210 mia. kr.

Det svarer til op imod fem Storebæltsbroer eller fire Femernbælt-forbindelser, har Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet tidligere oplyst.

Biden melder USA på banen igen

39 lande samt EU-toppen deltager på klimatopmødet. Danmark er et af kun seks EU-lande, der har fået en invitation. Det samme har Italien, Frankrig, Polen, Tyskland og Spanien.

Den danske regerings støttepartier har kaldt det for afgørende, at USA efter præsidentskiftet fra Donald Trump til Joe Biden er indtrådt i Paris-aftalen igen, så den globale omstilling til en lavere udledning af drivhusgasser kan fortsætte med USA som en vigtig spiller.

Samtidig mener både De Radikale, SF og Enhedslisten, at regeringen er for fodslæbende på klimaområdet. Det kom statsministeren dog ikke ind på i sin tale.

Folketinget har vedtaget en klimalov, der indeholder en målsætning om at reducere udledningen af drivhusgasser med 70 pct. i 2030 i forhold til niveauet i 1990.

Torsdag meddelte Biden, at han i de kommende år vil arbejde for at nedbringe USA's udledning af klima skadelige stoffer. De skal inden udgangen af dette årti bringes ned til det halve af niveauet fra 2005, lover Biden.

Ritzau