Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Social
DK Indkøb
DK Sundhed
DK Teknik
DK Økonomi
DK IT
DK Job
Svogerslev har et eksempel på naturområde i gammel grusgrav.
Foto: Danske Regioner

Regioner: Gamle råstofgrave skal sikres at blive til ny natur

Danske Regioner ønsker kompetencen til at sikre, at gamle grave på sigt bliver til grønne oaser for lokalbefolkningen. I dag skal ejerne være med på den, for at det bliver til noget.
4. APR 2021 11.00

Regionerne er netop nu ved at lægge sidste hånd på de råstofplaner, som viser, hvor der skal graves efter grus, sand og sten i de kommende år, og Danske Regioner foreslår, at regionerne i samme ombæring får kompetence til at sikre, at råstofgravene efter endt brug omdannes til rekreative områder.

På den måde ønsker man både at give noget igen til de lokalområder, hvor der skal graves, samt sikre en gennemsigtighed i hele processen for borgerne.

- Gamle råstofgrave rummer et unikt potentiale for at skabe grønne oaser til gavn for mennesker, dyr og planter. Lige nu har vi ikke kontrol over, hvad råstofgravene bruges til, når de er færdige, men det vil vi få med det nye forslag. Vi håber, at vi kan komme derhen, hvor vi kan se gamle råstofgrave som nye grønne samlingspunkter i stedet for et ar i landskabet, Heino Knudsen (S), formand for Udvalget for Miljø og Ressourcer i Danske Regioner.

Regionerne har udarbejdet en publikation, som viser, hvordan råstofgrave mange steder i landet er blevet til et aktiv for lokalområdet efter endt brug. Det gælder fx i den gamle Svogerslev grusgrav og Teglværkssøerne ved Gandrup. Her er der nu anlagt rekreative naturområder, hvor planter, insekter og mennesker trives. Og andre større naturgenopretningsprojekt er på bedding, fx i Kollemorten ved Vejle.

Eftertragtet naturtype

Tidligere råstofgrave har den fordel, at der er mulighed for at skabe næringsfattig natur, som er en mangelvare i det opdyrkede danske landskab. Her lever en række sjældne plantearter, urter og insekter, hvis livsbetingelser er under pres.

Det er i dag muligt at omdanne gamle råstofgrave til natur ifølge råstofloven, men det forudsætter, at lodsejeren er med på ideen, og at kommune og lokale borgere involverer sig.

Med det nye forslag fra Danske Regioner vil der være én myndighed, som har det samlende ansvar for at sikre en bedre sammenhæng i planlægningen fra start til slut i råstofindvindingen.

Læs hele publikationen Efterbehandling af råstofgrave.