Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Social
DK Indkøb
DK Sundhed
DK Teknik
DK Økonomi
DK IT
DK Job
Storstilede grønne projekter tromler oprindelige folk
De 750 familier, som bor ved Seti-floden i Nepal, føler sig ikke ordentligt informeret om beslutningen om et vandkraftværk på deres jord.
Foto: Prakash Mathema/Ritzau Scanpix

Storstilede grønne projekter tromler oprindelige folk

Flere lande i Asien har sat ambitiøse klimamål. Men de store, grønne projekter tager ikke hensyn til de oprindelige folk, der bor på de kommende byggepladser.
19. FEB 2021 17.44

I en lille landsby i delstaten Assam i Indien fik seks indbyggere et brev.

I brevet stod der, at en lokal, rig familie havde solgt deres jord. Køberne ville bygge en stor solcellepark i området. Havde de nogle indsigelser, skulle de komme inden for 24 timer.

Det har indbyggerne fortalt til det indiske medie The Wire.

Men alt i alt vil solcelleparken tvinge flere hundrede til at flytte fra deres hjem. Det fortæller den fremtrædende indiske miljøaktivist Prafulla Samantara til Thomson Reuters Foundation.

Historier som denne er ikke enestående. Det bekymrer Trine Christensen, som er generalsekretær i Amnesty International i Danmark.

Hun fortæller, at det kan få alvorlige konsekvenser for indfødte folk som dem i landsbyen i Assam, hvis de må flytte.

- Hvis de bliver tvangsflyttet, så kan de ofte stå i en situation, hvor de ikke har mulighed for at ernære sig eller ikke har mulighed for at fortsætte det liv og den kultur, som de har haft igennem mange generationer.

Flere problemer i Asien

Rundt om i Asien er mange lande i fuld gang med at prøve at nå ambitiøse klimamål. Samtidig ser flere regeringer en god forretning i at investere i vedvarende energi.

Men ifølge Thomson Reuters Foundation kan de grønne projekter, som bliver bygget, få alvorlige konsekvenser for de oprindelige folk, som bor på landområderne.

Ifølge Trine Christensen er det et problem, ikke kun når det gælder grøn energi.

- Det er et ret udbredt problem, kan vi se på verdensplan. Det er en befolkningsgruppe, som bliver overset, ikke bliver inddraget på ordentlig vis, og måske bliver tromlet lidt.

FN’s Menneskerettighedsråd har erklæret, at oprindelige folk skal høres om emner, der berører dem.

Men flere firmaer i Asien, som arbejder med vedvarende energi, lever ikke op til det krav.

Det gælder eksempelvis ved overtagelsen af det landområde, hvor de store projekter skal føres ud i livet.

Tre ud af fire ikke informeret

Det er en velkendt situation for Magar-folket, som bor ved floden Seti i Nepal. Der skal nemlig bygges et stort vandkraftværk i området.

Aktivister mener, at kraftværket kan få betydning for 750 husstande. Her kommer over halvdelen til at miste landbrugsjord.

Gruppen af aktivister har spurgt familierne i området, og tre ud af fire har fortalt, at de ikke er blevet informeret om kraftværket.

Oplysning og mulighed for at give samtykke på et ordentligt grundlag er vigtigt, ifølge Trine Christensen.

- Det kan ramme oprindelige folk ekstremt hårdt, hvis de ikke bliver inddraget og kompenseret på ordentlig vis eller får god tid til at organisere sig og flytte på en måde, så deres livsstil kan følge med.

Indbyggerne i den indiske landsby i Assam forsøgte at få salget erklæret ulovligt i retten. Men trods retssagen er bygningsarbejdet fortsat.

Indbyggerne har haft flere sammenstød med politiet i området.

- Vi spurgte dem (politiet, red.), om de havde ryddet det her land. De kommer ikke herfra. Vi ved ikke, hvor de kommer fra, men det her er vores fædrende land, fortalte Kaleshwari Mardi, en af indbyggerne, til The Wire.

- Det er vores jord, vores magt, vores ret, sagde Mardi.

Andre eksempler på konflikter om jord:

I Nepal er de oprindelige folk ikke blevet spurgt i alle bortset fra et vandkraftprojekt på deres jord.

Alene i 2019 blev der godkendt 220 vandkraftprojekter i landet, dog ikke alle sammen på oprindelige folks jord.

 I Indien er mindst 2173 mennesker berørt i landkonflikter inden for vedvarende energi.

Derudover er mindst 9173 mennesker berørt i landkonflikter i Indien om projekter med transmissionslinjer.

Mekongfloden, som 60 millioner mennesker bruger til fiskeri og landbrug, har usædvanligt lave vandstande, blandt andet på grund af vandkraftværker.


Kilder: IWGIA, Land Conflict Watch, Thomson Reuters Foundation


Ritzau