Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Social
DK Indkøb
DK Sundhed
DK Teknik
DK Økonomi
DK IT
DK Job

Politikere i Jammerbugt stemmer for møller men vil afvente Planklagenævn

Borgmester Mogens Gade (V) klargjorde ved vedtagelsen af projektet, at man vil gøre, hvad man kan, for at opførslen ikke starter, før der ligger en afgørelse fra Planklagenævnet. Vi sender sorteper videre, siger modstander af projektet.
19. FEB 2021 17.30

Kommunalbestyrelsen i Jammerbugt Kommune stemte med 18 mod otte for at opføre 15 vindmøller ved Rendbæk sydøst for Saltum. En enkelt, Malou Skeel (V), i byrådet havde erklæret sig inhabil i sagen, da hendes mand er involveret i projektet. 

En kongeørn har ellers været tæt på at spænde ben for Dansk Vindenergis projekt i Jammerbugt Kommune, der vil erstatte 12 gamle vindmøller i Øster Rendbæk med 15 nye vindmøller tættere på Store Vildmose. 

Ørnen havde unger i 2016, men er nu ene. Mange klager over projektet er gået på, at ørnen bor tæt på de planlagte vindmøller. Kommunes egen advokat har også udtrykt bekymring om opstillingen af vindmøller 3,5 km fra ørnereden, da det muligvis ikke lever op til fuglefuglebeskyttelsesdirektivet.

Dansk Vindenergis advokater har angivet, at direktivet baserer sig på, at der er et ynglende kongeørnepar i området, hvilket ikke er tilfældet.

Modstanderne af projektet i byrådet gav udtryk for, at de ikke var modstandere af grønomstilling. De syntes, tiden er løbet fra landvindmøller. 

- Jeg tænker, at der er kommet en ny energilov, og vi ser frem mod 2030, hvor store havvindmølleparker måske allerede er på benene. De vindmølleparker, vi kommer til at sætte op herude, kommer til at stå i 35 år, og det, synes jeg, er en høj pris for naturen at betale for noget, der ikke kommer til at gøre den store forskel, siger Kiki Bach (S), der stemte imod forslaget. 

En påstand der bliver afvist af Venstres Torben Sørensen, der er næstformand i Teknik- og Miljøudvalget i Jammerbugt Kommune. 

- Jeg forholder mig til, at hvis vi skal opnå klimamålene i 2030 og 2050, så har jeg svært ved at se, hvordan vi skal gøre det, hvis ikke vi stiller møller på land. Hvis det er en kongeørn i det her tilfælde, der skal afgøre det, så kan det være svært at få sat op. Tidligere har vi fået fjernet en mølle fra projektet på grund af flagermus, siger han med henvisning til at projektet oprindeligt omfattede 16 vindmøller - en er dog blevet fjernet af hensyn til damflagermusen. Han fastslår:

- Hvis der ikke skal ligge møller der (i Rendbæk red.), så ved jeg ikke, hvor der skal kunne ligge møller, hvis de skal være på land.

Sender sorteper videre

I forbindelse med afgørelsen på kommunalbestyrelsesmødet gjorde borgmester Mogens Gade det klart, at han havde fået indikationer fra folkene bag projektet om, at man ville afvente en afgørelse fra Planklagenævnet, inden projektet bliver sat i gang. En indstilling der dog ikke imponerer Kiki Bach.

-  Hvorfor er det, vi ikke selv tager beslutningen om sådan noget? Tør vi ikke selv at stå på mål for vores beslutninger? Jeg synes, man sender sorteper videre, fordi vi ved godt, den kommer i Planklagenævnet, og så kommer den måske til at skulle ligge der i flere år, siger hun. 

Torben Sørensen har dog svært ved at forstå kritikken om, at man vil fralægge sig ansvaret. Han mener derimod, at reglerne kan være ugennemskuelige, og derfor er det fint, at afgørelsen bliver kigget igennem i Planklagenævnet.

- Nu er jeg ikke uddannet jurist, men hvis man læser EUs fugle- og habitatsdirektiv, så skal man i hvert fald være andet end landmand, som jeg er, for at kunne forstå det. Men jeg ved, at det er muligt at opsætte vindmølleparker i vores nabolande i Tyskland og Sverige, som begge er med i EU, inden for tre kilometer. 

- Jeg synes, vi overholder, de ting vi kan. Så er der noget jura, hvor nogle advokater skriver et, og nogle skriver noget andet. Det vil jeg ikke være dommer over, hvad der er rigtigt. Så må de lave mere klare regler for, hvordan det skal være på Christianborg, siger Torben Sørensen.