GreenLabs PtX-anlæg er snart klar til brug
Power-to-X anlægget i GreenLab Skive er snart klar til brug.
Foto: GreenLab Skive

GreenLabs PtX-anlæg er snart klar til brug

PtX-anlægget bliver et af de første fuldskala produktionsanlæg for brint og metanol i Danmark.
22. FEB 2021 11.30

GreenLab Skive har snart et PtX-anlæg klar til at gå i produktion. PtX-anlægget bliver et af de første fuldskalaproduktionsanlæg for brint og metanol i Danmark, og et af de største i verden, når det kommer i drift. 

- Konkret er planen, at et 12 MW elektrolyseanlæg inden længe skal producere brint med elektricitet fra lokale vindmøller og solceller. Brinten kan anvendes på flere forskellige måder: en del vil blive omdannet til metanol ved tilsætning af CO2, en del vil blive anvendt direkte til tung transport via et mobilt højtrykslager, og brinten kan også bruges til industrielle formål, forklarer Anders Bøje Larsen, der er Chief Technology Officer i GreenLab Skive. 

Anlæggets kapacitet vil være på ti mio. liter (8.000 ton) metanol om året. Der er allerede nu indgået en aftale med Circle K om køb af alt metanolen, som anlægget kan producere. 

Skal bevise potentiale

Håbet er, at anlægget kan være med til at bevise potentialet i teknologien og dermed hjælpe til at opnå ambitionen om at Danmarks energisystem skal være baseret på 100 pct. vedvarende energi i 2050.

Det vil kræve, at Danmark og andre lande enten selv producerer eller importerer PtX-produkter.

- En væsentlig del af formålet med demonstrationsanlægget er også at afprøve hvor smidigt brintproduktionen kan tilpasses variationer i vejret og elproduktionen fra vindmøller og solceller, og anlægget skal derfor også bestå af et 1,6 MWh batterilager, siger Anders Bøje Larsen.

Anlægget er opført i samarbejde med energiparkens partnere Green Hydrogen System, ReIntegrate, Everfuel og Euro Wind. 

 amp