Højesteretsdom fra Vejen får Banedanmark til at afvise broaftale i Skanderborg
Foto: Jens Christian Top, Ritzau Scanpix

Højesteretsdom fra Vejen får Banedanmark til at afvise broaftale i Skanderborg

Skanderborg Kommune i klemme med udgift på syv mio. kr., som Banedanmark ikke længere vil flytte mellem projekter.

SKANDERBORG: Nogle tillægsprojekter på stibroer langs jernbanen er blevet et stridspunkt mellem Skanderborg Kommune og Banedanmark, der er i gang med at hæve og/eller ombygge broer i forbindelse med elektrificering af jernbanestrækningen op gennem Jylland. Banedanmark vil ud af en aftale der er indgået for flere år siden, mens Skanderborg Kommune vil holde fast i den, skriver Uge-Bladet Skanderborg.

Aftalen mellem parterne gik ud på, at når Banedanmark nu alligevel var i gang med at rode med broer hen over banelegemet, så ville kommunen godt skyde ekstra penge ind for at få andre løsninger end dem, der blot opfyldte elektrificeringsformålet.

Aftalen blev indgået i 2017, og da den kort tid efter skulle justeres på grund af tidligere ejerforhold for en af broerne, blev det løst ved at foretage besparelser på nogle af de andre og omdirigere pengene.

Siden dengang er hele øvelsen imidlertid blevet ulovlig, mener Banedanmark med henvisning til den højesteretsdom, der gjorde en ekspropriation i Vejen Kommune ulovlig og førte til den meget omtalte sag, hvor en landmand gennem et år afspærrede en vej hen over hans jorder.

Skanderborg står fast

Skanderborg Kommune står derimod fast på aftalen og mener ikke, at en dom i en ekspropriationssag har noget at gøre med broerne i Skanderborg, hvor der ikke er tale om ekspropriationer.

Banedanmark læser imidlertid højesteretsdommen sådan, at den også forhindrer omflytning af finansiering mellem de forskellige delprojekter. Hvis det bliver udgangen på sagen, kommer Skanderborg Kommune til at skulle finde syv mio. kr., der ellers skulle have været hentet ved besparelser på to broer og brugt på en tredje.

I stedet for en retssag mod Banedanmark har kommunens direktion opfordret byrådet til at kontakte Transportministeriet og KL 'for at få Banedanmark til at holde sin del af aftalen', siger Frederik Gammelgaard fra Skanderborg Kommune til Uge-Bladet Skanderborg:

- De syv mio. er ikke nogen, vi sådan lige har. Ender det med, at vi hænger på hele regningen, skal vi tage pengene fra noget andet i forbindelse med udarbejdelsen af budgettet for 2021, siger han til ugebladet.

 

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
Lundgaard
Nyhedsbrev