Et socialt udsat barn, en tidligere misbruger eller en person, der har været uden for arbejdsmarkedet i længere tid. Alle er de i gruppen af personer, som i mindre grad end resten af befolkningen benytter sig af idræts- og fritidstilbud. Derfor åbner Kulturministeriet i dag puljen 'Inklusion i lokale fællesskaber gennem idræt' på 19,2 mio. kr., som kan søges til initiativer for målgruppen.
Den udsatte gruppe risikerer nemlig at komme endnu længere væk fra fællesskabet. Personer, som ikke deltager i fx idrætsaktiviteter eller andre former for fællesskaber, har dårligere muligheder for at indgå i fællesskaber, viser en rapport fra Idrættens Analyseinstitut.
Ifølge den udgør 'flertallet' 78 pct. af den voksne, danske befolkning, der er tilfreds med de fællesskaber, de indgår i. 18 pct. er i en risikogruppe, mens fire pct. er socialt udsatte og 'kæmper med massive problemer og fortæller om en voldsom følelse af at være uden for, ikke at blive værdsat og have brug for hjælp fra fællesskabet'.
Derfor er der brug for en indsats.
- En idrætsaktiv hverdag er desværre ikke alle forundt. Det betyder, at der er borgere – dem, der i forvejen står uden for fælleskabet på forskellige måder – der går glip af de positive oplevelser, som man får, når man dyrker idræt. Med denne indsats vil jeg derfor arbejde for, at flere børn, unge og voksne kan finde et sted, hvor de kan skabe noget sammen med andre, så de får mod på livet og styrket fællesskabet, siger kulturminister Rasmus Prehn (S).
Puljen kan blandt andet søges af kommunalt forankrede projekter med nye ideer og initiativer, som kan forbedre målgruppens muligheder. Der er ansøgningsfrist 2. december.
Der har tidligere været afsat penge til denne målgruppe, men de har i højere grad været møntet på specifikke projekter.
Fakta
Puljens indsatser er målrettet både socialt udsatte unge og voksne, børn og familier i risikozonen samt personer med funktionsnedsættelser. Da disse grupper ofte har komplekse udfordringer, som viser sig på mange områder af livet, kan puljen kun søges i partnerskab mellem to eller flere forskellige aktører, som hver især har forskellige kompetencer at byde ind med over for målgrupperne.
Det kan fx være private idrætsaktører, NGO’er, organisationer, foreninger og offentlige myndigheder.
Kilde: Kulturministeriet.
Udvalgte pointer fra Idrættens Analyseinstitut
- 47 pct. af voksne, der højst har gennemført en grunduddannelse, er idrætsaktive, mens tallet er 72 pct. for voksne, der har gennemført en lang uddannelse.
- 17 pct. af ledige på kontanthjælp er idrætsaktive, mens tallet er 69 pct. for funktionærer.
- 60 pct. af børn, hvor begge forældre er arbejdsløse, dyrker idræt, men tallet er 85 pct., hvis begge forældre er i arbejde.
- 61 pct. af børn, hvor begge forældre er født uden for Europa, dyrker idræt, mens tallet er 84 pct. for børn, hvor begge forældre er født i Danmark.
Kilde: Socialt udsatte i idrætten. Definitioner og eksisterende viden, Idrættens Analyseinstitut 2018.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.