Den årlige armlægning om pengene

29. aug 2019, 14:14
KLUMME Hvis nogen har lagt planer for efterårsferieugen, så...

På dette tidspunkt sidste år var de første byråd og det første regionsråd i hus med budgetter for det efterfølgende år, altså 2019. I år er ingen overhovedet kommet i gang med de politiske armlægninger endnu, af den simple grund at ingen ved, hvor mange penge de har at gøre med i 2020.

Årsagen er, at FV19 lå så sent op til sommerferieperioden - og så alligevel ikke, for FV15 blev holdt endnu senere på året, 18. juni 2015 mod 5. juni 2019. Også dengang blev det på forhånd noteret, at det sene folketingsvalg kunne sætte de kommunale og regionale budgetprocesser under tidspres, men da det kom til stykket, blev det alligevel som alle de tidligere år.

Forskellen er, at efter FV15 blev der på rekordtid forhandlet en økonomiaftale på plads mellem den daværende Venstre-regering og KL (3. juli) og efter et lidt længere forløb også med Danske Regioner (20. august). I år var det først en dag senere end det, økonomiaftaleforhandlingerne overhovedet gik i gang (21. august).

Selvom der kun er gået en uge siden da, står det allerede nu klart, at forhandlingerne vil tage længere tid, end de gjorde i 2015. Dengang blev der landet en aftale allerede efter få forhandlingsdage, så selvom stemningen var dårlig, var forløbet effektivt.

Muligvis endda fordi stemningen var dårlig, forstået på den måde at daværende finansminister Claus Hjort Frederiksens velkendte bryskhed og KL’s utilfredshed med, hvad man opfattede som urimelige forhåndsbetingelser, tilsammen skabte et så smalt forhandlingsrum, at der ikke var udsigt til nogen gevinst ved at bruge nævneværdig tid på armlægning.

Denne gang er stemningen tydeligt bedre, og samtidig lader forløbet indtil videre også til at være ganske effektivt. Hvordan kan man vide det, når der ikke er sluppet noget ud fra forhandlingerne? Jo, det kan man vide, fordi der ikke er sluppet noget ud. Sådan er det, når der realitetsforhandles, så har man noget at miste ved at lække detaljer, og derfor lader man være.

Det offentlige områdes OK18 var et skoleeksempel på dette med en lang fase med endeløse beklagelser fra begge sider over modparten, sandfærdige eller forvanskede gengivelser af, hvad der foregik i forhandlingslokalerne, og først og sidst en utrolig villighed til at udtale sig udførligt til medierne i bedste sendetid. Lige indtil det blev alvor, og alle klappede i.

I økonomiaftaleforhandlingerne har alle fra starten klappet i udadtil, og det er alt andet end lige et godt tegn. På at man vil komme frem til en aftale. Hvad indholdet af aftalen bliver, er en anden sag. Det giver forhandlingsforløbet ikke i sig selv nogen indikation på.

Men der er andre tegn at tage bestik af.

De alarmistiske meldinger om at den foregående regering har efterladt et hul i statskassen, ligner til forveksling de tilsvarende meldinger efter alle forudgående regeringsskifter, og formålet er også det samme: at tale forventningerne ned. Ikke kun over for vælgerne, der (nu) må forvente, at de ikke vil se alle valgløfter opfyldt, men også over for diverse samarbejdspartnere, hvad enten det er kommuner og regioner eller støttepartier.

Hvad angår budgetforhandlingerne i kommunerne, skal de foregå, inden for de rammer som økonomiaftalen udstikker, men alle kommuner har selvfølgelig gjort forarbejder, så man ikke skal starte fra scratch, når en endelig aftale foreligger.

Alligevel er tiden nu så fremskreden, at der nok skal blive brug for de tre ekstra uger, der er lagt på fristen for kommuners og regioners 2020-budgetter. Den ene af dem er efterårsferieugen, så hvis nogen har lagt planer for den, så…

 

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
Fordi mennesker betyder alt
}
Stillinger fra dkjob

Se alle aktuelle stillinger

Ritzau
Mest læste

Klummen af Michael Kjærgård