dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi

Folketinget indfører portal for at stoppe erklæringssnyd

Aftale mellem alle Folketingets partier afliver Riskær-finten. Vælgererklæringer skal fremover indsamles via ny portal.
22. MAR 2019 13.30

Mindst to partier har benyttet et smuthul i jagten på at stille op til valg, men det stopper politisk flertal nu. Alle Folketingets partier har indgået en aftale for indsamling af vælgererklæringer, så de fremover skal indsamles via en offentlig portal på internettet.

Fremadrettet skal det dæmme op for de metoder, som for eksempel Klaus Riskær Pedersen har benyttet, men det får ikke betydning for ham eller hans parti.

- Vi kan ikke leve med, at partier med kreative metoder skyder genvej til en plads på stemmesedlen og dermed potentielt en plads i Folketinget, siger økonomi- indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille (LA) i en meddelelse.

Smuthul
Han understreger, at der selvfølgelig skal være plads til nye partier, men der skal kun være plads til de partier, der arbejder ærligt og redeligt.

Smuthullet, der skal lukkes, består i, at partier har omgået en periode for eftertænksomhed. Den fastslår, at der skal gå syv dage, fra en borger første gang siger ja til at give sin underskrift til et parti, til at støtten endeligt bekræftes.

Partiet Klaus Riskær Pedersen og partiet Stram Kurs er gået udenom den proces, så støtterne skrev under digitalt med deres NemID med det samme.

Men det er et smuthul som et bredest muligt flertal i Folketinget nu vil stoppe. Partierne bag den nye aftale mener, at proceduren for indsamling af vælgererklæringer bliver mere brugervenlig for både vælgerne og partierne.

Den nye portal skal udvikles og sættes i drift hurtigst muligt.

Ritzau

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/folketinget-indfrer-portal-for-at-stoppe-erklaeringssnyd

GDPR