
KØBENHAVN: Nogle af de ledige i Københavns Kommune kan se frem til at besøge det samme jobcenter fremover, når seks jobcentre åbner under samme tag. Det oplyser Københavns Kommune, der den 26. marts åbner dørene for de første borgere på 'Danmarks mest moderne jobcenter' i Valby.
Det er seks jobcentre på otte adresser, der tidligere har ligget spredt rundt i hovedstaden, som nu åbner på cirka 33.000 kvadratmeter samlet. Jobcentret kommer dagligt til at betjene omkring 2.500 borgere, når de kommer til samtale, kursus eller noget tredje.
Godt 900 ansatte får deres daglige gang under ét tag efter flytningen, og de har allesammen været med på råd, da jobcentret skulle indrettes. Også fokusgrupper og interviews med 70 ledige har været en del af planlægningen.
De nye tiltag tæller blandt andet, at samtalerummene indrettes, så borgeren sidder ved siden af sin sagsbehandler i stedet for overfor. På den måde kan borgeren se, hvad der bliver skrevet i journalen, og det skal være med til at forbedre borgernes oplevelser. Derudover er der lavet områder, hvor kursister kan lave gruppeopgaver, og der er telefonrum med mulighed for at tale i fred.
- Ledige i København skal have den bedste mulige service, når de kommer til os for at få hjælp til at finde et job eller en uddannelse. Med det nye, moderne jobcenter har vi indrettet os, så det passer til de lediges vidt forskellige behov, siger beskæftigelses- og integrationsborgmester i Købehavn Cecilia Lonning-Skovgaard (V).
Ifølge kommunen vil samlingen spare godt 22 mio. kr. i drift årligt. Dermed er der flere penge til kerneopgaven af få ledige i job og uddannelse.
ibs
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.