Med statskup og landsforrædderi som en del af ordforrådet

26. sep 2019, 13:49
KLUMME Den ene uhyrlighed afløser den næste i en kadence, så man næsten har vænnet sig til det. Faktisk lidt skræmmende, når man tænker over det.

Der er en historiens ironi over, at USA og Storbritannien, der engang udgjorde den vestlige verdens moralske ledelse, begge i dag er forfaldet til en politisk kultur, hvor begreber som statskup og landsforrædderi er en del af ordforrådet. I begge tilfælde politiske tilstande, som man for få år siden ville have kaldt utilbørlige og bortdømt som ren fantasi, men som i dag nok er utilbørlige men også højst virkelige.

I USA har det lige så længe, som nogen kan huske, været et fast budskab til alle elever i alle skoleklasser, at enhver af dem ville kunne ende som nationens præsident. Indtil Obama vidste de sorte elever godt, at det ikke gjaldt dem, men det har det gjort siden 2009. Demokratiet og de lige muligheder er så grundfæstede, at flid og evner kan overtrumfe ens baggrund og bringe enhver til toppen, blot man gør sig umage.

Nu efter Trump ved også de dovne og uduelige, skolegårdsbøllerne, de der snyder med deres eksamensopgaver og ikke gider følge undervisningen, at også de kan nå til tops ved hjælp af det, de er gode til. Plat, intimidering, løgnehistorier og skamløs udnyttelse af enhver mulig fordel man får øje på.

På en måde den ultimative demokratisering. Her kan enhver være med, egnet eller ej. Med realitetssans eller helt uden. Blot der er tilstrækkeligt mange vælgere, der er komplet ligeglade. Faktisk lidt skræmmende, når man tænker over det.

I Storbritannien har den klassiske overklasse historisk været kendetegnet ved, at den demonstrativt ikke udførte nogen form for arbejde, men alene fordrev tiden med selskabelighed, jagter, klubber og andre former for dekadence. Man kunne godt mistænke, at en del af den nutidige overklasse betragter politik som blot endnu et af af de uforpligtende tidsfordriv, som man kan tage på sig, uden at de udarter til egentligt arbejde.

Tilbage i 2016 udskrev den daværende premierminister David Cameron brexit-folkeafstemningen som et slags partiinternt skaktræk, der en gang for alle skulle lukke EU-spliden blandt de konservative. Som alle ved gik det stik modsat. Hans efterfølger Theresa May udskrev parlamentsvalg i utide, også af partiegoistiske hensyn, for at kapitalisere på en tilsyneladende vælgermedvind, og igen gik det stik modsat.

Nu senest er det så overladt til Boris Johnson at udrede det stadigt voksende kaos, og igen får man indtrykket af, at politik blot betragtes som et spil. Så sender vi parlamentet hjem - nå, den gik ikke. Så prøver vi at være så hånlige og uforskammede som muligt og ser, om det ikke kan provokere nogen. Nå, den gik heller ikke, så må vi finde på noget andet.

Det minder lidt om velociraptorerne i Jurassic Park, der systematisk bed forskellige steder i hegnet for at se om der dog ikke skulle være et sted uden strøm, så de kunne forcere det. Samme fremgangsmåde har vi allerede næsten vænnet os til på den anden side Atlanten, hvor den ene uhyrlighed afløser den næste i en kadence, så man - ja, næsten har vænnet sig til det. Faktisk lidt skræmmende, når man tænker over det.

Den seneste udskejelse med den ukrainske forbindelse er bare endnu en i en endeløs række, og selv om det nu omsider er blevet så meget for meget, at der gøres anstalter til et forsøg på at afsætte ham, tror vi så på at det lykkes, eller bliver han tværtimod genvalgt til endnu fire år? Faktisk lidt skræmmende, når man tænker over det.

 

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
Fordi mennesker betyder alt
Stillinger fra dkjob

Se alle aktuelle stillinger

Ritzau
Mest læste

Klummen af Michael Kjærgård