
12. marts 2026
Om stillingen
Guldborgsund Kommune dækker en geografi over både Falster og en del af Lolland og udgør dermed en stor del af det, vi kalder Sydhavsøerne. Navnet er stemningsfuldt og det er kommunen også.
Vi har en ambition om at finde en ny balance mellem de store udviklingsdagsordener og den nære velfærd. Vi har spændende projekter i gang på begge områder og mange muligheder, som vi politisk og administrativt skal forløse i de kommende år.
Vi søger en ny kommunaldirektør, som kan lede kommunen sikkert i mål med de allerede igangsatte udviklingsprojekter, og som med naturlig autoritet og en stærk kommunikation kan fremme de politiske ønsker om at bringe kommunen endnu tættere på borgerne og fremme en velfærd skabt i samspil med borgere, foreninger og erhvervslivet.
Du skal indgå i et tæt og tillidsfuldt samarbejde med den politiske ledelse, og du skal stå i spidsen for en fagligt stærk og ambitiøs organisation.
Udover et generelt fokus på samarbejdet med borgerne, er det også helt centralt, at der sker en positiv udvikling på børne- og ungeområdet, så kvaliteten løftes, og endnu flere unge kommer sikkert videre til uddannelser og ind på arbejdsmarkedet.
Vi søger en kommunaldirektør, hvor vi ser mennesket samtidig med chefen. En kommunaldirektør, som har den nødvendige ro og naturligt stiller sig i spidsen for organisationen, tager ansvaret på sig, når det er svært og kritisk, samt udviser den tillid til dine ledere og medarbejdere som gør, at de trives og leverer de ønskede resultater. En kommunaldirektør, som vil leve det Guldborgsundske mindset.
Det er forventningen, at du har topcheferfaring og erfaring med betjening af en politisk bestyrelse. Gerne fra en lignende stilling, men det behøver ikke være mangeårige erfaringer - hellere relevante erfaringer kombineret med ambitioner og virkelyst.
Som person er du jordnær og ligetil samt synlig og nærværende på tværs af organisationen og af kommunen.
Der er en stor tillid mellem det politiske niveau og administrationen, og det skal den ny kommunaldirektør fortsætte med at understøtte. Det bl.a. ved at gå til samarbejdet på en åben og udfordrende måde, og ved at sikre den nødvendige oversættelse begge veje mellem det politiske niveau og organisationen.
Du kan læse mere om stillingen i job- og personprofilen, som du kan finde på www.aabergplus.dk.
Du er velkommen til at kontakte os med spørgsmål om stillingen og en eventuel drøftelse af personlige kvalifikationer i forhold til stillingen. Alle henvendelser behandles fortroligt. Henvendelse kan rettes til borgmester Simon Hansen, tlf. 25 18 18 16 eller til partner i Aaberg+, Hjalte Aaberg, tlf. 26 86 58 31.
Ansøgning sendes til os via rekrutteringssystemet fra Signatur senest 12. marts 2026 via dette link https://www.aabergplus.dk/ledige-stillinger