Varde vil se på samtlige sager om taxa til lægebesøg

1300 borgere får nu brev om, at kommunen vil genvurdere alle sager om bevilling af taxa til transport til læge og speciallæge
13. JUL 2011 11.09

VARDE: I de kommende uger vil omkring 1300 borgere i Varde Kommune modtage et ansøgningsskema om gratis kørsel til læge og speciallæge. Modtagerne er i forvejen med i kørselsordningen, men Varde Kommune vil nyvurdere alle tildelinger og lægge en fast kurs for at sikre, at alle bliver behandlet ens.

- Hidtil har vi vurderet på baggrund af en telefonisk samtale, og når man ikke sidder over for folk, kan det være svært at vurdere alle ens. Nu tager vi alle sager op og revisiterer på et bredt og ensartet grundlag. Alle skal udfylde et ansøgningsskema, og mange vil derefter blive indkaldt til samtale for at sikre en ensartet visitation, siger leder af Borgerservice i Varde Kommune Helle Marquertsen.

Er borgerne ikke selv i stand til at møde op i Borgerservice, vil medarbejdere i særlige tilfælde tage på hjemmebesøg.

Varde Kommune har oprettet et kørselscenter i Borgerservice og gennemgår i den forbindelse al kørsel. Tidligere har man nyvurderet handicapkørslen, og erfaringen var ifølge Helle Marquertsen, at den personlige samtale er et effektivt middel til at sikre ensartet vurdering af behovet.

Målet er at gennemgå alle kommunale kørselsordninger inden foråret 2012.

mou

 

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
DK Job