DK Medier
Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Social
DK Indkøb
DK Sundhed
DK Teknik
DK Økonomi
DK Job
Slut med at konkurrere om svage Vejle-familiers opmærksomhed

Slut med at konkurrere om svage Vejle-familiers opmærksomhed

Nyt samarbejde melem jobcenter og familierådgivning i Vejle skal gavne 100 udsatte familier
1. JUN 2012 8.52

VEJLE: Vejle Kommune gør nu op med det udskældte billede af en ukoordineret indsats fra mange forskellige rådgivere og støttepersoner i landets kommuner. I et nyt treårigt projekt kaldet 'Familien i Centrum' samtænker Jobcentret og Familierådgivningen deres indsats. Målet er gennem et tæt samarbejde at bringe forældrene tættere på et job og sikre børnenes trivsel.

Socialt udsatte familier har ofte vanskeligheder på flere områder og får derfor støtte fra medarbejdere i flere afdelinger. Det kan ende med, at de forskellige støtteformer konkurrerer om familiens opmærksomhed.

- I kommunerne i dag er afdelingerne specialiserede og har hver deres fokus, fortæller formand for Børne- og Ungeudvalget Dan Skjerning (S).

- Jobcentret har fokus på at få folk i arbejde, og Familierådgivningen skal sikre, at børnene har det godt og trives og udvikles. I det nye projekt sætter vi os sammen og siger: Lad os sætte familien i centrum og se, hvordan vi sammen kan bringe hele familien videre.

- Det er en udfordring, og der er ikke så mange kommuner, der har prøvet at tænke så meget på tværs, som vi gør her, understreger Dan Skjerning. Men vi tror på, at vi ved at tænke indsatsen sammen, kan bringe familierne videre.

Klar prioritering og fokus
Omdrejningspunktet i det nye samarbejde på tværs bliver 1½ årige fællesplaner. I disse planer koordinerer og prioriterer rådgiverne fra Familierådgivningen og fra Jobcentret den fælles indsats. I det første halve år er der f.eks. fokus på indsatsen i familien med at få struktur på hverdagen og børnene i skole. Det næste halve år skal forældrene måske i gang med aktivering og sideløbende følge psykologbehandling. Og i det sidste halve år er det måske muligt at øge aktiveringen.

- Det er ofte ikke støtte, familierne mangler, fortæller formand for Jobudvalget Christa Laursen (S). Men måske har vi nogle gange fået sat for meget i gang, som familierne skal arbejde med på én gang. Nu koordinerer vi og har et klart fokus.

Christa Laursen tror, at den nye fælles indsats vil øge forældrenes mulighed for at komme i arbejde:

- Og vi ved, at hvis forældrene kommer i arbejde, så har det stor betydning for hele familiens trivsel. Forældrene bliver positive rollemodeller for deres børn, og det kan være med til at bryde den sociale arv på længere sigt, slutter Christa Laursen.

 

Projekt Familien i Centrum er for ledige kontanthjælpsmodtagere med børn med behov for særlig støtte. Projektet er 3-årigt, og målet er, at 100 familier bliver en del af projektet.
De første 15 familier bliver introduceret for det nye samarbejde inden sommerferien.

ka