Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Social
DK Indkøb
DK Sundhed
DK Teknik
DK Økonomi
DK IT
DK Job

Skive får soldater til at slå rod

Ca. 50 soldater har i forbindelse med nyt job på kasernen i Skive indenfor det sidste års tid valgt også at flytte til kommunen
3. APR 2012 10.35

SKIVE: - I 2011 fokuserede vi skarpt på at få nyansat personale ved kasernen i Skive til også at bosætte sig i kommunen. De ca. 160 soldater, der i løbet af 2011 og starten af 2012 havde mulighed for at tegne kontrakt med ingeniørtropperne i Skive, havde vi særlig fokus på. Vi holdt oplæg og udbredte dermed kendskabet til Skiveegnens mange muligheder for et godt og aktivt liv. Vi inviterede på guidede rundture med mulighed for at besigtige byen, vore boliger og ikke mindst opleve fjorden. Kort sagt forsøgte vi at hjælpe dem bedst muligt og gøre det let for dem at vælge Skiveegnen til, fortæller kommunaldirektør Per Mathiasen og fortsætter:

- At ca. en tredjedel af soldaterne, der har haft mulighed for at tegne kontrakt med ingeniørtropperne her i Skive, også har valgt Skive Kommune som deres bopæl, er gode resultater for vores arbejde. Derfor fokuserer vi også i 2012 på kasernens personel og arbejder fortsat målrettet på at få dem til at bosætte sig her på egnen.

Oberst glad for kommunal indsats
Og også oberst og chef for Skive Kaserne, Christian Arildsen, glæder sig over samarbejdet med kommunen.

- Ingeniørtropperne i Skive har et godt ry. Vi er kendt for at have et højt fagligt niveau og en god omgangstone medarbejderne imellem. Men de unge soldater skal også have kendskab til og lyst til at flytte til området. Derfor er vi meget tilfredse med, at Skive Kommune 'opruster' deres bosætningsindsats i forhold til netop vores personel. Når det så ser ud til også at give gode resultater, ja så er det jo perfekt for alle parter.

Udover kontakten til de ca. 160 soldater, der i løbet af 2011 og starten af 2012 havde mulighed for at tegne kontrakt med ingeniørtropperne på kasernen i Skive, havde Skive Kommune generelt et bredt samarbejde med kasernen omkring tiltrækning af personale og nye borgere til kommunen.

Foto: Skive Kommune, sejlads på Skive Fjord.

lcl