Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Social
DK Indkøb
DK Sundhed
DK Teknik
DK Økonomi
DK IT
DK Job

Regioner vil spare en mia. kr. på indkøb

Endnu flere varer og tjenesteydelser skal indkøbes på fælles aftaler, aftaler skal efterleves totalt og så skal der mere e-handel til
6. JUN 2011 11.54

Regionerne køber ind for over 36 milliarder kroner om året. Men selv storindkøb kan fortsat effektiviseres. Ved at optimere indkøb og logistik vil regionerne frem mod 2015 spare én milliard kroner, lyder det fra Danske Regioner.

I foråret 2010 vedtog Danske Regioners bestyrelse otte konkrete målsætninger for indkøbs- og logistikområdet frem mod 2015. Målet er, at regionernes indkøb skal blive så effektive, at de kan sammenlignes med de største og mest effektive danske virksomheder.

De otte målsætninger er funderet i, at mange bække små gør en stor å, og at det fortsat kan betale sig at spare penge og ressourcer ved at optimere og effektivisere indkøb og logistik.

Målene er en del af regionernes overordnede effektiviseringsplan 'Mindre spild, mere sundhed' og handler blandt andet om, at endnu flere varer og tjenesteydelser skal indkøbes på fælles aftaler i regionerne, total efterlevelse på regionernes aftaler samt endnu større brug af elektronisk handel. Desuden er der lagt op til en effektivisering af logistikken i regionerne.

40 initiativer
Et af resultaterne af de otte mål er, at regionernes indkøb og logistik skal effektiviseres for sammenlagt én milliard kroner frem mod 2015. Hvert år vurderes indsatsen og potentialet for fremtidige besparelser, og det er netop gjort for i år. Samtidig er der vedtaget 40 konkrete initiativer, der skal bidrage til at opfylde målsætningerne.

- Vi arbejder for at få mest muligt for pengene. Hvis vi skal opnå vores store mål om at spare en milliard kroner på indkøb og logistik, kræver det en meget fokuseret indsats, væsentlige investeringer og en høj prioritering af målsætningerne. Der arbejdes allerede målrettet både i de enkelte regioner og i fælles regi hos Danske Regioner, siger næstformand i Danske Regioner, Carl Holst.

Som indkøber er regionerne som samlet aktør relativt store i dansk kontekst. Regionerne køber samlet årligt ind for over 36 milliarder kroner. Beløbet dækker over alle former for indkøb af varer og tjenesteydelser til både drift og anlæg.