Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Social
DK Indkøb
DK Sundhed
DK Teknik
DK Økonomi
DK IT
DK Job

Private overtager Svendborgs vejvedligeholdelse

Der er tale om et 15-årigt udbud, der bl.a. omfatter store reparationer over de næste fem år

SVENDBORG: Tirsdag skrev borgmester Curt Sørensen (S) kontrakt med NCC Roads A/S og Munck Asfalt A/S om vedligeholdelsen af vejene i kommunen. Borgerne kan derfor se frem til en bedre vejstandard for færre penge, meddeler kommunen.

- Aftalerne er vigtige for den situation, som vi befinder os i. Alle kommuner er trængte, og derfor skal vi være omhyggelige med at prioritere vores ressourcer, sagde Curt Sørensen ved underskrivelsen.

Med de to kontrakter ligger økonomien fast for de kommende år. Det samme gør kvaliteten af vejstandarden, som de to entreprenører har forpligtet sig på. Nogle af kommunens veje er i øjeblikket i dårlig stand. De vil blive udbedret inden for de næste fem år, idet det også er en del af aftalen.

Aftalen med Munck Asfalt A/S er et femtenårigt funktionsudbud, som kommer til at gælde uden for Svendborg by. Her sørger entreprenøren selv for at udføre de reparationer, som er nødvendige for at leve op til aftalen med Svendborg Kommune. Aftalen med NCC Roads A/S bliver en fireårig partneringsaftale, som kommer til at gælde for Svendborg by. Her skal kommunen sørge for at bestille de arbejder, der skal udføres.

Den 15-årige funktionskontrakt lyder på godt 128 mio. kr., mens den fireårige partneringaftale lyder på godt 16 mio. kr.

Kommunen har i dag et efterslæb på vejene på ca. 58 mio. kr., som uden
aftalerne ville stige til ca. 400 mio. kr. over en 15-årig periode med det samme budget, vurderer ingeniør Jeanette Høj fra kommunen.

 

 

 

mou / ka