Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Social
DK Indkøb
DK Sundhed
DK Teknik
DK Økonomi
DK Job

Millioner puster liv i landsbyer

En række landsbyer er gået til kamp mod spøgelsesagtige landsbygader med tomme butiksvinduer og forladte huse
27. SEP 2001 11.50

Claus G. Theilgaard

Rakkeby har fået et nyt bytorv, Torup har fået et forsamlings- og aktivitetshus, og Hammershøj har fået en Torvehal. Tre vellykkede eksempler på aktiviteter der er kommet ud af tyve millioner kroner, som By- og Boligministeriet har afsat til at skabe liv og udvikling i mindre landsbysamfund. De første resultater af initiativet er beskrevet i rapporten ”Ni landsbyer i Danmark” fra By og Byg. Baggrunden for støtten er, at mange små landsbyer ikke udvikler sig økonomisk og socialt i samme tempo som byerne og de øvrige landsbyer og landdistrikter gør. De ni landsbyer deltager i et forsøg, hvor borgere og kommunale embedsmænd har samarbejdet om at udvikle projekter, der kan medvirke til at gøre landsbyerne mere attraktive at bo, leve og arbejde i. Indsatsernes formål er at holde på de folk, der allerede bor i landsbyerne, og samtidig tilskynde at nye får lyst til at flytte til, oplyser seniorforsker i By og Byg, Ole Kirkegaard. - Alt i alt har pengene været givet godt ud. Projekterne har været meget forskellige, men de har alle skabt positive forandringer i landsbyerne, siger Ole Kirkegaard, der har deltaget i undersøgelsen af, hvad der umiddelbart efter forsøgenes afslutning er kommet ud af initiativet. Det handler om så enkle ting som at bevare byens eneste dagligvareforretning eller at forskønne mindre torve, pladser eller bygninger, at øge trafiksikkerheden, og at skabe nogle mødesteder og aktivitetsrum for borgerne både ude- og indendørs. De mere langsigtede effekter af forsøgene er det for tidligt at sige noget om endnu, de viser sig først om tre-fem år. Aktive borgere For at styrke fællesskabet i landsbyerne og sikre projekternes succes, har borgernes inddragelse og engagement været prioriteret højt i alle projekterne. Det har haft sine vanskeligheder nogle steder, mens det andre steder har været borgerne selv, der tog initiativ til forbedringerne. - En vellykket eller mislykket borgerdeltagelse skyldes mange ting. Det gælder for eksempel om at være opmærksom på rollefordelingen mellem kommune og borgere, betydningen af lokale traditioner for borgeraktiviteter, samspillet mellem tilflyttere og de oprindelige borgere, følelsen af ejerskab til projektet, forhold omkring professionel contra frivillig arbejdskraft i projekterne og ikke mindst kommunikation og information, der betyder virkelig meget.