Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Social
DK Indkøb
DK Sundhed
DK Teknik
DK Økonomi
DK IT
DK Job

Landmænd i miljøklemme

Tønder Kommune ønsker møde med Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg om administration af husdyrloven
15. MAR 2011 10.01

En række landmænd i Tønder Kommune risikerer at komme alvorligt i klemme på grund af misvisende beregninger fra Miljøstyrelsen. Det advarer Tønder Kommune nu om i en henvendelse til Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg.

- Hvis vi skal følge Miljøstyrelsens udmelding, vil det i fremtiden blive meget svært for landmænd i området nord, vest og nordvest for Skærbæk at få lov til at gennemføre udvidelser. Det vil være en urimelig situation, for efter vores opfattelse hviler Miljøstyrelsens udlægning på et forkert grundlag. Derfor har vi nu henvendt os til Christiansborg, oplyser formanden for kommunens teknik- og miljøudvalg, Bo Jessen (V).

Nitrat
Når kommunen behandler en ansøgning om udvidelse efter husdyrloven, skal kommunen bl.a. vurdere på, om nitratudledningen til Vadehavet kan skade miljøet. Derfor skal dyretrykket, dvs. antallet af dyr pr. hektar indgå i vurderingen. Hvis dyretrykket er steget med over fem pct. siden 2007, skal kommunen stille yderligere krav, som i yderste konsekvens kan betyde, at landmanden ikke får mulighed for at udvide.

- Man kan selvfølgelig altid diskutere, om det er fair. Men i det konkrete tilfælde er problemet, at Miljøstyrelsen angiver, at dyretrykket er steget med otte pct. siden 2007. Det er korrekt, at stigningen i en mindre del af oplandet til Vadehavet er over fem pct., men man skal naturligvis se på udviklingen i hele oplandet. Og så er virkeligheden, at dyretrykket kun er steget med 2,83 pct., siger udvalgsformanden Bo Jessen.

Derfor forsøger kommunen nu at få et møde med Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg, så konsekvenserne for landbrugserhvervet i Tønder Kommune kan drøftes politisk.