Lærerne har fået ny næstformand/kvinde

Formand for Søllerød Lærerforening og medlem af DLFs hovedbestyrelse, Dorte Lange, valgt på lærernes kongres.
KORT NYT19. SEP 2011 11.07

Danmarks Lærerforenings kongres har valgt Dorte Lange som ny næstformand. Dorte Lange afløser Stig Andersen, der har valgt at stoppe efter 12 år på posten.

Samtidig har kongressen genvalgt Anders Bondo Christensen som formand. Han siger i anledning af valget:

- Først og fremmest vil jeg sige tillykke med valget til Dorte Lange. Jeg har haft et fremragende samarbejde med den afgående næstformand, Stig Andersen, i hele min formandsperiode. Det er vigtigt, at formandskabet i Danmarks Lærerforening formår at supplere hinanden og trække foreningen i samme retning til gavn for en fælles indsats i forhold til folkeskolen og lærerne. Derfor ser jeg også frem til samarbejdet med Dorte Lange, som allerede i mange år har arbejdet ihærdigt og dygtigt på den skolepolitiske dagsorden.

Dorte Lange er født i 1961, hun er uddannet lærer fra Aalborg seminarium i 1995. I 2001 blev hun formand for Søllerød Lærerforening, og fra 2008 har hun været medlem af Danmarks Lærerforenings hovedstyrelse og formand for foreningens skole- og uddannelsespolitiske udvalg.

Der var to kandidater til næstformandsposten. Dorte Lange vandt over Lars Busk Hansen med stemmetallene 156 - 130.

mou

 

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
Lundgaard
Nyhedsbrev