Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Social
DK Indkøb
DK Sundhed
DK Teknik
DK Økonomi
DK IT
DK Job

Ingen ved, hvor Egedal ligger

Kommunen investerer nu 360.000 kr. i at omdøbe S-togsstationen 'Gl. Toftegård Station' til 'Egedal Station'
29. SEP 2011 9.18

EGEDAL: Navneskiftet har stor reklameværdi for kommunen, mener udvalgsformanden og et stort mediebureau.

 

Et stort flertal i Kommunalbestyrelsen har nemlig besluttet, at investere 360.000 kr, i at omdøbe S-togsstationen 'Gl. Toftegård' til 'Egedal'.

Navneskiftet betyder blandt andet, at DSB S-tog i forbindelse med den nye køreplan i december skal udskifte navne på planer, skærme, linjeføringskort og højttalermeddelelser, mens Banedanmark skal omprogrammere sit fjernstyringssystem og omdøbe en række tekniske installationer.

- Hvis det bare handlede om at skrue nogle nye skilte op på stationen, kunne man måske godt diskutere, om det var en rimelig pris, men det er faktisk et større arbejde, der skal i gang, siger formand for Teknik- og miljøudvalget Ida Bode (SF).

Hun er ikke i tvivl om, at navneskiftet er besværet og pengene værd.

- Selv i dag, fem år efter kommunesammenlægningen, er mange danskere stadig i tvivl om, hvor Egedal Kommune ligger. Og kun få ved at S-toget kører lige igennem Nordsjællands største stationsnære byudviklingsområde. Nu får vi en S-togsstation på landkortet, der tydeligt fortæller, at her er 'Egedal' og vores nye bydel. Og navnet vil blive gentaget igen og igen for næsten 100 millioner passagerer om året. Den reklameværdi er langt mere værd end vores investering på 360.000 kr., mener Ida Bode.

Meget effektfuld branding
Og et af Danmarks førende mediebureauer OMD Denmark, er enig i den betragtning:

- Jeg synes faktisk, at det lyder utrolig billigt og som en rigtig god investering set i forhold til, at der ofte bliver brugt formuer på at kommunikere et navneskift ud. Og man får altså ikke meget mere end en håndfuld helsidesannoncer eller spots på TV2 for 360.000 kr.

- Nu bliver Egedal Kommune både placeret effektivt på landkortet, og navnet 'Egedal' vil blive kommunikeret ud i en daglig infrastruktur, hvor folk over lang tid vil vænne sig til at høre om Egedal i en naturlig sammenhæng, når toget standser ved stationen. Den værdi kan næsten ikke gøres op i penge, siger director Peter Loell fra OMD Denmark.

Pengene til navneskiftet bliver ikke hentet i kommunekassen, men taget fra en særlig markedsføringspulje, hvor indtægterne kommer fra salg af byggegrunde i byudviklingsområdet.

ka