
VARDE: 152.804 kr.
Så meget modtog byrådsmedlem Preben Friis-Hauge (V) i tabt arbejdsfortjeneste fra Varde Kommune i 2012. Dertil har han fået et ukendt beløb fra Region Syddanmark, der ikke har villet oplyse selve beløbet, da tidligere Hørsholm-borgmester Uffe Thorndahl sidste forår tog fat på at dykke ned i, hvordan reglerne på området efterleves. Det blev til hvidbogen om, hvad Thorndahl beskriver som et komunalpolitisk tag selv bord.
Thorndahl beskriver Friis-Hauge som en af topscorerne - i lighed med Ole Flemming Lyse (V) fra Hedensted og Lars Abel (K) fra Gladsaxe.
I modsætning til Lyse og Abel er Fris-Hauge lønmodtager, og over for dknyt forsikrer han, at reglerne er fulgt. Som major i forsvaret modregnes hans udbetalinger for tabt arbejdsfortjeneste time for time i lønnen. For hans vedkommende gælder det mandag-tirsdag fra kl. 8-16 og resten af ugen kl. 8-15.
- For mig er det helt enkelt, for timetallet for tabt arbejdsfortjeneste må ikke overstige timetallet på min lønseddel. Og så hører det jo også med i billedet, at jeg betaler 20.000 kr. - eller rettere jeg får 20.000 kr. mindre - når det gælder det vederlag på godt 60.000 kr., andre også får, fordi jeg også bruger ordningen med tabt arbejdsfortjeneste.
Friis-Hauge har ikke den store respekt for Thorndahl, der i sin hvidbog direkte har skrevet, at Varde-politikeren ikke skulle være blevet modregnet for den tabte arbejdsfortjeneste fra regionen. En påstand, Friis-Hauge klart afviser, og som Thorndahl ifølge JydskeVestkysten siden skulle have rettet i sin hvidbog.
- Når man har en konkret timeløn som mig, er der ikke så meget at komme efter, argumenterer Friis-Hauge, der derimod godt kan se det problem, Thorndahl rejser, når det gælder selvstændige, der må anslå deres timeløn:
- Det er jo derfor, bla. Ole Lyse er kommet i klemme, så vidt jeg kan forstå. Men af den grund mener jeg nu ikke, der er tale om et tag-selv-bord.
- Der er sket meget, siden Uffe Thorndahl var borgmester før kommunalreformen - med mindre kommuner og en anden opgavefordeling - kommunerne er vokset betydeligt siden. Varde består f.eks. af fem sammenlagte kommuner. For mig betyder det bl.a., at når jeg er med i Vadehavsforum med en række vadehavskommuner, så giver det mange møder og meget kørsel - bl.a. til Tyskland og Holland. Sådan er det.
Friis-Hauge foreslår, at ordningen fremover bliver gjort mere enkel og fx. kobles sammen med de elektroniske mødeindkaldelser, så der ikke er tvivl om, hvilke møder der kan udløse tabt arbejdsfortjeneste.
Fejl i kørselsregnskab
Fra Varde gør kommunaldirektør Max Kruse iøvrigt opmærksom på, at Thorndahl fandt en fejl i kørselsafregningerne - og skriver til dknyt:
- Vi er efter Uffe Thorndals omhyggelige gennemgang af kørselsafregninger blevet opmærksom på, at der er brug for en skærpet opmærksomhed omkring konteringen af kørselsafregningerne for byrådsmedlemmernes deltagelse i møder og aktiviteter i Varde Forsyning A/S.
- Vi har sammen med Varde Forsyning A/S gennemgået afholdte kørselsudgifter for de forløbne fire år, hvilket nu har givet anledning til en regning til Varde Forsyning A/S. Vi har indskærpet over for vore politikere, at kørsel i forbindelse med møder og aktiviteter i regi af Varde Forsyning A/S skal afregnes med Varde Forsyning, og vi vil administrativt have skærpet opmærksomhed på, at dette efterleves - også ved andre kommunale A/S som Vestbanen A/S.
Ifølge Uffe Thorndahls hvidbog var der i Varde Kommune i alt syv politikere, der modtog tabt arbejdsfortjeneste:
Peter Nielsen (V), 62.925 kr.,
Major Preben Friis-Hauge (V), 152.604 kr.,
Serviceleder Hans Jørgen Gammelgaard (V), 66.792 kr.,
Sundhedsplejerske Lisbeth Rosendahl (V), 97.097 kr.,
Jan Kjær (V), 81.462 kr.,
Søren Laulund (A), 43.008 kr. og
Claus Larsen (F), 45.994 kr.
Se temaet Tabt arbejdsfortjeneste
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.