

HEDENSTED: Et aftenmøde kan være fuldt berettiget at modtage tabt arbejdsfortjeneste for - for den ene kommunalpolitiker, mens sidemanden ikke vil have ret til samme kompensation.
Den sondring er blevet aktuel i kølvandet på bl.a. tre sager i Hedensted Kommune, hvor KL's konsulenter har endevendt praksis omkring udbetalinger for tabt arbejdsfortjeneste til Arne Ehmsen (V), Lars Poulsen (V) og Ole Flemming Lyse (V).
Alle tre politikere, der i øvrigt også var politisk aktive i den tidligere Juelsminde Kommune, havde valgt at gøre brug af muligheden for at få udbetalt kompensation for tabt arbejdsfortjeneste - og har måttet se deres praksis gennemgået med en tættekam i forløbet op til kommunens stævning af den ene af de tre: Ole Fleming Lyse, som kommunen vil forsøge at få til at tilbagebetale 388.274 kr. for fejlagtige udbetalinger.
Som tidligere beskrevet har kommunen ikke vejledt de tre ordentligt. Byrådet har ikke gjort klart, hvad der udløste kompensation, og hvad der ikke gjorde. De administrative medarbejdere kendte ikke reglerne til bunds - og kommunen blev anbefalet at vedtage et sæt regler på området. Derfor forsøger kommunen ikke at få penge tilbage fra Ehmsen og Poulsen, selv om der i flere tilfælde er udbetalt tabt arbejdsfortjeneste imod reglerne.
Det gælder bl.a. aftenmøder, hvor der kan opstå tvivl om tabt arbejdsfortjeneste især til selvstændige. I KL's juridiske undersøgelse af Hedensted-sagerne fra februar 2014 vurderer konsulenterne bl.a., at Lars Poulsen og Ole Flemming Lyse som henholdsvis landmand og deltids-landmand ikke har haft et tab af erhvervsindtægter i forbindelse med aftenmøder.
Tab uanset hvornår
Lars Poulsen har til KL-konsulenterne oplyst, at han altid ville lide et tab, når han var væk hjemmefra, dvs. uanset hvornår et møde blev afholdt, ville det altid medføre et tab i hans virksomhed. Men den opfattelse er i sig selv ikke nok til at kunne berettige til kompensation. Under alle omstændigheder skal en kommunalbestyrelse aktivt beslutte, hvis en selvstændig, der ikke er i en traditionel aftenbranche, også skal kunne tælle aftenerne med.
De henviser bl.a. til KL's publikation 'Vederlag, diæter og godtgørelse ved varetagelse af kommunale og regionale hverv, 2. udgave, 2007, s. 20 f., hvoraf det bl.a. fremgår:
For liberale erhvervsdrivende, fx advokater, revisorer, håndværksmestre og forretningsdrivende, kan det formentlig som udgangspunkt lægges til grund, at de ikke har tab af erhvervsindtægter i forbindelse med aftensmøder. Det samme må normalt antages at gælde landmænd. Omvendt er visse brancher præget af aften- og natarbejde, hvorfor fx kørelærere, restauratører og fiskeskippere sagtens kan miste arbejdsfortjeneste på disse tidspunkter.
Netop den skelnen er kommunen af KL nu blevet anbefalet at præcisere.
Hvis en kommunalpolitiker ønsker at gøre brug af reglerne om tabt arbejdsfortjeneste, skal man samtidig fraskrive sig 20.000 kr. af det årlige grundvederlag, der typisk er på 60.000 kr.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.