Holbæk på vej med tre nye skove

Nye skovområder reducerer CO2-udledning.
8. MAJ 2020 15.39

HOLBÆK:  I Undløse, Svinninge og Tølløse skal der rejses nye skove. Det har Udvalget for Klima og Miljø i Holbæk besluttet, oplyser kommunen.

– Skovene binder en stor mængde CO2, hvilket er rigtig godt for miljøet. Derudover bliver det nogle spændende områder med plads til mange naturoplevelser til gavn for alle borgere. Og så kan den bynære natur også have indflydelse på potentielle tilflyttere. Derfor er det meget positivt, at vi nu har truffet beslutningen, fortæller John Harpøth (DF), formand for Udvalget.

Områderne dækker over i alt cirka 28 hektar. Tilsammen vil de hvert år binde omkring 280 tons CO2, hvilket svarer til 28 borgeres årlige udledning. Dette gælder de første 100 år af skovenes levetid. Skovene vil også have positiv betydning for biodiversiteten og medvirke til renere grundvand, idet de sikres mod omlægning til andet brug i fremtiden.

Folkeskove

Skovene bliver folkeskove. Det er et koncept, der handler om lokalt medejerskab. Konkret betyder det, at skovene etableres i samarbejde med lokale borgere og foreninger, som kan få indflydelse på skovenes udformning, stier og aktivitetsområder. Borgere og foreninger kan også fundraise til faciliteter, de selv ønsker ska være en del af områderne.

Den selvejende institution Growing Trees Network Foundation (GTNF) etablerer landet over folkeskove gennem blandt andet sponsorater og crowdfunding. Holbæk Kommune er i dialog med GTNF, der vil søge sponsorer til de tre nye skove, hvis Kommunalbestyrelsen godkender projektet. Lykkes det at finde sponsorer, vil skovrejsningen og de første tre års pleje være gratis for kommunen.

Onsdag den 20. maj træffer kommunalbestyrelsen endelig beslutning om skovrejsningen på de tre områder. Hvis projektet godkendes, begynder arbejdet med at finde sponsorer, og dialogen med nuværende forpagtere og borgere igangsættes. Hvis det går som ønsket, kan skovrejsningen begyndes i efteråret/vinteren 2020/21 eller samme periode året efter.

ka

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
dkjob
www.mercuriurval.com
Fordi mennesker betyder alt