Fusionshospital aflyser operationer efter problemer ved samling

KORT NYT13. MAJ 2022 15.03

MIDTJYLLAND: Står man til at skulle gennemgå en planlagt operation for eksempel have en ny hofte i det midtjyske, så skal man væbne sig med tålmodighed i den kommende periode. Det skyldes, at man på det midtjyske fusionssygehus RH Gødstrup fra mandag aflyser hver tiende af de planlagte operationer frem til udgangen af august. Årsagen er, at sammenlægningen af sygehusene i Herning og Holstebro til RH Gødstrup skaber flere udfordringer end ventet, oplyser Region Midtjylland.

Ifølge lægefaglig direktør Jens Friis Bak kommer det blandt andet til at gå ud over slidgigtoperationer såsom nye knæ og hofter. Derudover kan aflysningerne også ramme patienter med ikke akut brok og forstørrede mandler. Han oplyser, at der forud for indflytning på RH Gødstrup var udarbejdet en plan. Her var forventningen, at operationsaktiviteten ville være tilbage i normal drift fra slutningen af maj måned.

- Men det har været mere krævende end forventet. Det skyldes til dels et oplæringsproblem og problemer med lagerstyringssystem og lagerbooking, som har haft nogle fejl, siger den lægefaglige direktør og oplyser, at aflysningerne svarer til omkring 40 operationer om ugen.

Ritzau