Etnisk iværksætterrådgiver får nye opgaver

Etnisk iværksætterrådgiver får nye opgaver

Ny samarbejdsaftale i Odense sikrer etnisk rådgivning ved miljøsager især til gavn for folk i auto- og restaurationsbranchen
30. SEP 2011 9.04

ODENSE: Der kan være særlige problemstillinger forbundet med det at være etnisk iværksætter, f.eks. i forhold til ansøgning af godkendelser og tilladelser. Odense Kommune har derfor etableret et samarbejde mellem den etniske iværksætterrådgivning under Udvikling Odense og afdelingerne for byggetilladelser og miljøgodkendelser. Målgruppen er etniske virksomhedsdrivende inden for auto- eller restaurationsbranchen.

- I sin korthed består samarbejdet af, at Industrimiljø og Byggesag kan inddrage mig i tilfælde, hvor den virksomhedsdrivende har brug for yderligere hjælp med f.eks. at forstå og udfylde ansøgningen, afklare spørgsmål og andre tvivlsanliggender, forklarer etnisk iværksætterrådgiver, Ridha Shimi.

Sparer tid for alle
Når en iværksætter henvender sig til den etniske iværksætterrådgivning med spørgsmål omkring f.eks. miljøsager eller byggeansøgninger, tager Ridha Shimi direkte kontakt til sagsbehandleren for uddybende svar. Herefter sørger Ridha Shimi for at formidle svaret til iværksætteren og hjælper således med at færdigudarbejde eller afklare ansøgningen.

- Der er mange papirer og mange oplysninger man skal sende ind til kommunen. Ridha har været en stor hjælp - både med alt papirarbejdet, med optegninger og billeder - men også med at finde andre måder at gøre det på, fortæller iværksætter Aweys Jeylaani Macow, der er i gang med at starte egen restauration. Han har selv oplevet, at det kan være svært at udfylde de nødvendige ansøgninger.

- Det er et godt samarbejde - både for kommunen og for den etniske virksomhedsdrivende, fordi det giver mulighed for at sætte ind med relevante ressourcer til tiden, der hvor behovet er. Det sparer alle tid - og penge,siger sekretariatsleder for ErhvervsKontakten, Mette Beck-Nielsen.


Foto: http://www.flickr.com/photos/visualanthology/with/1799821454/

 

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
Lundgaard
Nyhedsbrev