Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Social
DK Indkøb
DK Sundhed
DK Teknik
DK Økonomi
DK IT
DK Job

Esbjerg laver udviklings-kontrakter med idrætsklubber

Kommunen har skrevet kontrakter med 11 idrætsklubber, der repræsenterer både bredde- og eliteidrætten, om at gå i gang med udvikling af deres organisationer
29. FEB 2012 20.31

ESBJERG: Kommunen har indgået et samarbejde med konsulentfirmaet SportHouse samt 11 udvalgte lokale klubber omkring klubudvikling. Formålet er at styrke organisationen i idrætsklubberne.

- Der har været en utrolig opbakning og positiv dialog under udviklingen af dette spændende samarbejde. Det er en udsøgt skare, som er blevet valgt ud af de mange ansøgere, men det betyder også, at vi forventer noget af deres medvirken, fortæller Knud Jager Andersen (F), formand for Kultur & Fritidsudvalget.

Samarbejdet handler om, at 9 af de udvalgte klubber, hver især, videreudvikler deres organisation - herunder har særlig fokus på bestyrelsesarbejdet. Dog har to svømmeklubber en mere bunden opgave, da de ser på muligheder for en fusion, hvilket kræver et andet fokus.

Konsulentbistanden indbefatter eksempelvis vejledning til korte og langsigtet kommunikations-, talentudviklings- og økonomiske strategier. Esbjerg Kommune står for koordineringen, finansieringen og opfølgningen.

I klubudviklingssamarbejdet deltager idrætsklubber fra tre forskellige kategorier: Klubber, der allerede er eliteklubber, har potentiale til at blive eliteklubber, eller leverer talenter til eliteklubber. De såkaldte prioriterings-, udviklings- og rekrutteringsklubber.

Bestyrelsesformanden Jan Havsager fra SGI Håndbold, Esbjerg ser muligheder i projektet. - med repræsentanter fra 3 forskellige kategorier af idrætsklubber, kan klubudviklingssamarbejdet komme både elite- og breddeidrætten til gode dvs. fødekæden mellem bredde- og eliteidrætten bliver professionaliseret, hvilket er godt for alle.

Formanden for Kultur & Fritidsudvalget glæder sig til at komme i gang med at udvikle endnu stærkere klubber i Esbjerg Kommune, men håber også, at de medvirkende klubber på længere sigt kan være ambassadører for de andre.

- Det skal generelt være lettere at være bestyrelsesmedlem og leder i Esbjerg Kommunes foreningsliv, og det kan vi i fællesskab bidrage til, siger Knud Jager Andersen.

Klubudviklingsprogrammet vil foregå gennem det meste af 2012 med en afsluttende evaluering ved årsskiftet.

mou