DK Medier
Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Social
DK Indkøb
DK Sundhed
DK Teknik
DK Økonomi
DK Job
Bløde værdier appellerer til Horsens-mænd
På plejehjemmet Gefionshave i Horsens er fra venstre Poul Skalsby (73), Hardy Larsen (69) og Kurt Daugaard (64) buschauffører og kører på skift de ældre en tur ud i det blå. (Foto: Horsens Kommune/Per Algreen)

Bløde værdier appellerer til Horsens-mænd

Ikke blot kvinder, men mange mænd drives af lysten til at gøre noget for andre og blive frivillige
9. JUL 2012 12.30

HORSENS: Flere mænd bliver frivillige i Horsens. De fleste fordi de gerne vil gøre noget for andre, viser en ny undersøgelse, som Horsens Kommune har lavet om ældres engagement i frivilligt arbejde.

Ifølge undersøgelsen er 37 pct. frivillige mænd. Og det er positivt overraskende, siger Charlotte Juhl Andersen (S), formand for Udvalget for Sundhed og Socialservice.

- Bløde værdier som omsorg, netværk m.m. plejer som regel at være kvinders argument for at engagere sig i frivilligt arbejde. Men vi har brug for frivillige hænder, så vi er rigtig glade for, at disse værdier nu også i stigende grad appellerer til mændene, siger Charlotte Juhl Andersen.

Ikke kun datastuer
Undersøgelsen viser samtidig, at mændene yder en frivillig indsats på forskellige fronter og ikke kun i datastuer.

På plejehjemmet Gefionshave i Horsens skiftes Kurt Daugaard (64), Hardy Larsen (69) og Poul Skalsby (73) for eksempel til at føre bussen, når de ældre skal på udflugt.

- Et par gange om ugen kører vi beboerne en tur ud i det blå. Vi kan lide at gøre noget for de ældre, men det netværk, vi får med de andre frivillige, betyder også meget for os, siger de tre, der opfordrer andre mænd til at springe ud som frivillige.

Chaufførtjansen er kun én af mange aktiviteter, som frivillige - uanset køn - kan engagere sig i på plejehjemmet Gefionshave. Aktiviteterne omfatter alt fra at være besøgsven til at ledsage de ældre på en gåtur, drikke en kop kaffe med dem og meget mere.

Undersøgelsen om frivillige ældre i Horsens omfatter 567 ældre. Af dem har 62 pct. svaret.