Aarhus rejser ny skov

Aarhus rejser ny skov

Skal anlægges syd for Tranbjerg og beskytte vigtige drikkevandsboringer. Kommunen køber jord og rejser skov - regionen betaler

AARHUS / MIDTJYLLAND: Magistraten vedtog mandag forslag til kommunalt opkøb af jord og anlægsbevilling til at rejse ny skov ved Østerby, syd for Tranbjerg. Selv om Aarhus Kommune står for opkøb af jord og skovrejsningen, finansieres skoven af Region Midtjylland.

Forklaringen er den, at Region Midtjylland som led i opbygningen af det nye storsygehus i Skejby er nødt til af fælde en mindre skov - 3,7 hektar - som er pålagt fredskovspligt. Naturstyrelsen har givet tilladelse til at fælde fredskoven, mod at Regionen planter en dobbelt så stor skov et andet sted.

Regionen har bedt Aarhus Kommune være behjælpelig med at finde et egnet sted at plante erstatningsskoven.

Valget er faldet på et areal ved Østerby syd for Tranbjerg. Den nye skov ligger tæt ved det store boligområde i Tranbjerg. Skoven vil samtidig beskytte vigtige drikkevandsboringer. Endelig vil den nye skov blive forbundet med det tilgrænsende kommunale naturområde Trankær Mose, således at der sammenlagt bliver skabt et nyt rekreativt område på godt 20 ha.

Det har været rådmanden for Teknik og Miljø, Laura Hays (V), ønske, at skoven skal fungere som et slags forrådskammer med frugter og bær, som de besøgende i skoven kan få glæde af:

- Den nye skov vil skabe helt nye rekreative tilbud til borgerne i almindelighed og borgerne i Tranbjerg i særdeleshed. Jeg lægger vægt på, at skoven kommer til at indeholde en lang række bærbærende buske og træer til glæde for fugle- og dyrelivet og for skovens brugere, siger hun.

De to forslag sendes nu til endelig godkendelse i byrådet.

mou

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
Lundgaard
Nyhedsbrev