• Aktuelt
Foto: Rasmus Flindt Pedersen, Polfoto

Sværmkløgt og knagefællesskaber

3. aug 2015, 14:45

KRONIK Kronikør og fremtidsforsker Anne-Marie Dahl skriver om samskabelse i kommunen i fremtiden

Cocreation, deleøkonomi, åben innovation, digitale netværk. Alle termer der svirrer i tiden som en forventning til fremtidens sociale fællesskaber og synenergier. I kommunal sammenhæng er jeg især stødt på ordet 'samskabelse'. Tanken er at inddrage borgere, virksomheder og andre aktører for at skabe nye innovative velfærdsløsninger til gavn for alle.
Velfærdsstaten er udfordret i fremtiden bl.a. pga. relativt flere ældre i befolkningen, pres på sundhedsudgifterne og global konkurrence. Derfor kunne samskabelse være det columbusæg, der kan skabe de nye nødvendige innovative løsninger.

Men skal samskabelse reelt have en gang på jorden, er det vigtigt at drøfte, hvad der faktisk motiverer fremtidens borgere til at deltage i fællesskaber. I krystalkuglen ser det ser ud til at handle om sværmkløgt og om nye metoder til at give stafetten videre i netværket.

Situid livsstil
Fremtidens borgere er næppe særligt 'stabile' - faktisk er de nærmest flydende og individualistiske i deres livsstil. Den tid er ovre, hvor vi blev færdig med vores uddannelse og gik ud og fandt en plads på en arbejdsplads, i en familie og i et lokalområde og så blev der ikke lavet meget om. I fremtiden ser det ud til, at vi er meget mere omskiftelige som mennesker, og det har konsekvens for fællesskabet.

I det senmoderne velfærdssamfund kan vi skifte familie, arbejde, bolig, uddannelse, livsstil og ydre med plastikkirurgi. Vi kan købe alt i butikkerne, rejse rundt på kloden eller downloade MIN virkelighed på smartphone. Der er ikke længere noget, der hedder plejer og en naturlig måde at gøre tingene på. Individet er sat fri af snærende roller og normer og kan betragte livet som en lang tapas menu. Nogle psykologer hævder ligefrem, at vi fremover ikke vil være individer med en stabil kerne og livsstil men situider; følelsesmennesker der zapper rundt efter sine følelser lige nu. Der kommer pres på de selvfølgelig stabile fælleskaber

Privatisering af fritiden
Samtidig trænger den digitale virkelighed sig på og udfordrer vores fysiske tilstedeværelse. Arbejdsbegrebet bliver mere digitalt og vores kollegaer kan i fremtiden ligeså vel sidde i Shanghai som i Bjerringbro. Det bliver sværere at opretholde skellet mellem arbejde og den fritid, der tidligere blev brugt f.eks. i det frivillige foreningsliv. Den amerikanske politolog Robert Putnam kalder det privatisering af fritiden, fordi vi alle forsvinder ind i vores individuelle digitale virkelighed.

Andre sociologer hævder, at vi i fremtiden vil have både en online og offline identiet og at den virtuelle verden kan være mere vigtig og virkelig end den fysiske. Måske også fordi vi flytter rundt og dyrker vores relationer mere virtuelt. Putnam beskriver, hvordan vi som potteplanter bliver revet op med rode, før vi når at sætter rødder et sted - med konsekvens for de langvarige relationer i lokalområdet.

Nye veje til fællesskabet?
Hvad stiller vi så op med fællesskabet og samskabelsen, hvis vi i stigende grad lever et flydende omskifteligt individuelt liv?

Et enkelt svar kan selvfølgelig være at forsøge at programmere mennesker til at handle i fællesskabets interesse via oplysning eller det pt. hypede 'nudging'. Med psykologisk snilde har det vist sig, at en afbildning af en flue i herretoiletter gør behovet for rengøring mindre, for hvem vil ikke gerne ramme? Store målagtige skraldespande ved udkørslen på rastepladser betyder mindre affald, fordi det bliver en sport at ramme spanden. Begge dele noget, der får den enkelte til at opføre sig i fællesskabets interesse.

På universiteterne forskes de i digitale mønster for, hvordan man får folk til at arbejde sammen om at finde løsninger på forskellige udfordringer. Måske vi simpelthen kan programmere hinanden til at deltage som hensigtsmæssige borgere, der sikrer det fællesskab, der er nødvendigt for at holde et lokalsamfund godt kørende? For stabilitet og fællesskab kan blive en eftertragtet vare i fremtidens turbulent samfund.

Knagefællesskaber
Sociologen Zygmunt Bauman mener, at vi i et individualiseret samfund indimellem kan føle os ensomme og utrygge, for ingen kan regne 100 pct. med nogen. Vi savner det livslange fællesskab, hvor man var naturligt med uanset, om man var klog, køn, syg eller smart. Derfor har vi behov for midlertidige intense fællesskab, som alle kan deltage i f.eks. i form af 'knagefællesskaber'.

Forestil dig en knagerække, og at knagerne er fællesskaber, du kan hænge dig på for en tid. Det kan være en sportsbegivenhed, en koncert, eller en slankekur. Måske er du med både før, under og efter begivenheden igennem en Facebook-gruppe, hvor I deler kommentarer og foto. Alle kan være med uanset, om i deler livsstil eller interesser i øvrigt. I har blot fundet sammen om en begivenhed, som alle synes er fed, og her kan der opstå et intenst fællesskab for en tid. Måske en vigtig pind til fremtidens samskabelse er at finde fælles projekter eller emner, som kan samle folk i intense midlertidige fællesskaber eller netværk. Fra pligt og planlægning til intensitet og sværmkløgt.

Sværmkløgt
Se op på himlen. En masse fugle flagrer rundt uden noget mål og mønster, men lige med et umærkeligt signal går de i formation og skaber et skarpt træk i fremdrift. Det har inspireret nogle sociologer til at kalde det sværmkløgt, når en masse mennesker, der ikke nødvendigvis kender hinanden pludselig formår at skabe en aktivitet sammen for en tid. Tilsyneladende noget der tiltrækker 'situider', der gerne deltager med fuld kraft i det lokale liv og demokrati i sekvenser. Som en ung gut sagde til mig: 'Jeg er stærkt ideologisk i bølger'.

Og det ser ud til, at det virker. Især via de sociale medier, der i et splitsekund kan samle en masse mennesker. De unge gør det i form af spontane fester, fælles kælketur i parken om en time eller i med flashmobs, hvor en gruppe unge dukker op i f.eks. et storcenter præcis kl. 12.30 og leger død hest i 10 minutter. Det foreviges på foto og mobilfilm og kan deles på Facebook bagefter. En århusiansk kvinde på 50 år ville fornylig invitere sine venner til 'Sculpture by the Sea' i Aarhus, men fik over 15.000 tilmeldinger til eventen, da hun glemte at trykke 'lukket gruppe'. Det siger noget om effekten af at trække aktivitet fra den virtuelle verden og ud i det fysiske rum.

Ligger der her en nøgle til fælles aktivitet og samskabelse i fremtiden? Alt fra 'vi rydder op på stranden i eftermiddag' til fælles workshop om fremtidens børnehaver eller bymidte på lørdag. Et initiativ, som også enkelt borgere kan tage, hvis kommunen har sørget for plads til spontane møderum/pladser, hvor der ikke først skal søges tilladelse uger i forvejen eller tilkaldes en pedel med en nøgle.

Spontan aktivitet ser ud til at passe bedre til et mere flydende liv, hvor vi hver i sær kan deltage i det, der fanger os på et bestemt tidspunkt. At det så også kan give digitale street credit at flashe på Facebook, at man har været med i en fed event omkring samskabelse i kommunen, gør måske heller ikke noget. Vi lever i en tid, hvor vi bruger ret meget tid på at opbygge en spændende profil og identitet.

Facebook som digitalt gadekær
De nye sociale medier har givet en helt ny mulighed for også at sætte volumen under samskabelsen. Det kan godt være, at det er blevet sværere at få folk til at deltage i planlagte borgermøder, men til gengæld kan dialogen flyde 24/7 på Facebook.

Deleøkonomien spreder sig hastigt netop pga. de sociale medier, hvor folk kan udveksle tjenester og låne ting af hinanden lige fra bil, boremaskine, gåtur med hund til en selskabskjole. Også en form for samskabelse idet vi ikke alle behøver at købe det samme grej med kan låne af fællesskabet til gavn for alle.

På samme måde kan ideer udveksles og deles mellem folk, der ikke kender hinanden og med vidt forskelligt perspektiv, men alle har en interesse i at bidrage i en dialog omkring en udfordringer omkring daginstitutioner, det grønne anlæg eller lign. At bidrage med sine ideer og synspunkter 'on the go' via smartphone ser ud til at passe fremtidens 'her og nu' orienterede borgere bedre. De har bevæget sig fra det fysiske nære til det virtuelle gadekær. Kommunens rolle vil så være at facillitere debatten, sortere i de mange mulige forslag og lade folk mærke, at deres input bliver brugt i den videre proces

Give stafetten videre
Det at bliver brugt, som 'den jeg er, og det jeg kan' ser ud til at være vigtigt for fremtidens veluddannede og individualistiske borgere. Engang var frivillighed og deltagelse måske mere drevet af borgerpligt og det lange seje træk, i fremtiden ligger motivationen måske i at tilbyde netop MINE kompetencer, når jeg har tid og lyst til det. Til gengæld forventer jeg, at mine ideer og kompetencer bliver brugt og kommer i spil. Use me or loose me.

Derfor kan en vigtigt betingelse for succes i samskabelse være, at kommunen får dannet nogle digitale borgerplatforme, hvor den enkelte kan byde ind med sine kompetencer for en tid og hvor kommunen kan efterspørge specifikke, kompetencer i en innovationsproces eller i forhold til en praktisk opgave. Har jeg 14 dage uden travlhed er jeg måske interesseret i at være med på fuld skrue, og så må andre tage over.

Aktive borgergrupper eller samskabelsefora kan altså med fordel være åbne og flydende med skiftende deltagere og med et system, der sikrer, at stafetten gives videre. Også her kan det være vigtigt at kommunen faciliterer netværket eller finder modeller, der sikrer, at nogen 'er den' næste måned. Vi kan ikke regne med, at ildsjælene bærer det hele fremover, for også de skal på job i Shanghai, få puslespilet med den sammensatte papfamilie til at gå op eller træne til en maraton.

Samskabelse - ny vin på gamle flasker?
Samskabelse det er da bare et ny smart konsulentord for det, vi altid har gjort i hvert fald i de mindre byer, sagde en af min erfarne konsulentkollegaer til mig. Vi haft andelsbevægelse, lokaldemokrati, landsbyfællesskaber og frivillige langt tilbage, så forsøger vi at puste noget op, der allerede er?

Eller er der reelt tale om en ny spareøvelse, som har fået et mere fancy navn? Cocreation og samskabelse klinger vel bedre end 'mere for pengene'. Ifølge bl.a. Frivillighedsrådet handler det ikke først og fremmest om cool cash, men om at gøre det bedre eller gøre kagen større til gavn for alle. Kommunen hører ikke bare aktørerne på traditionel vis, men fungerer som en facilitator af en dialogbaseret udviklingsproces. På den måde kan der udvikle sig nye men også forskellig lokale løsninger, der igen kan inspirere til endnu bedre løsninger.

Mange af velfærdsstatens udfordringer er komplekse og kræver forskellige syn på sagen. Engang var innovation noget, der oftest foregik blandt en lille skare i udviklingsafdelingen. En form for paveinnovation, hvor røgen stod op, når de kloge havde tænkt, og så kunne de forklare alle de andre, hvad planen nu var. Fremtidens innovation er meget mere procesorienteret med inddragelse af alle medarbejdere, kunder/borgere, andre aktører etc. Det er dem, der har den unikke tæt på viden og derfor i samarbejde forhåbentlig kan udvikle smartere løsninger.

Social kapital det danske guld?
Skal vi tænke optimistisk, kan både innovation og samskabelse have gode vilkår netop i Danmark. Dels har vi vænnet vores unger til at diskutere ALT ved middagsbordet og i det evindelige gruppearbejde. Og godt for det. Innovation handler jo netop om at udfordre traditionelle løsninger og turde at tænke skævt.

Men måske endnu vigtigere; vi har erfaring for, at det kan betale sig at deltage i et samarbejde. På internationale tillidsindeks ligger vi i toppen. Vi har tillid til myndighederne og til hinanden. En mand er en mand, og et ord er et ord. Derfor kan vi samhandle uden fordyrende advokatregninger, og vi tør sætte noget i gang med hinanden. Vi tager ikke som udgangspunkt, at de andre fupper os og render med det hele.

Nogle eksperter betegner lige frem denne 'sociale kapital' som 'the missing link', der kan forklare, hvorfor den danske økonomi klarer sig relativt godt. Andelstankegangen ligger i vores kultur og derfor skulle også samskabelse ligge lige til højre ben. Spørgsmålet er jo så bare, om bolden ligger, hvor den plejer?

Fremtidsrealisme
Samskabelse kan givetvis byde på et fantastisk innovativt potentiale i de enkelte kommuner, hvis det lykkes at etablere kæden mellem politik/administration, frontpersonalet og borgere/brugere. Men det er nok vigtigt at gøre sig nogle realistiske tanker omkring fremtidens borgere. At appellere til borgerpligt, planlægning, det lange seje træk og flotte forestillinger om 'inddragelse af civilsamfundet' holder ikke nødvendigvis.

Selvfølgelig vil der altid være engagerede eller opofrende ildsjæle på vejen, men måske de fleste helt almindelig borgere surfer rundt efter her og nu følelser og i et håb om at få den fysiske og digitale hverdag til at gå op. Men en god portion realisme og nye modeller for deltagelse er der til gengæld sikkert masser af krudt i fremtidens veluddannede situide borgere.


Fremtidsforsker cand.scient.pol. Anne-Marie Dahl, Futuria

 

 

Vi anbefaler

Navne

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
Fordi mennesker betyder alt
Stillinger fra dkjob

Se alle aktuelle stillinger

Ritzau
Mest læste
Anmeldelser

Klummen af Michael Kjærgård