Undgå kassetænkning og tåbelig aktivering: Indfør Vejle-model

14. okt 2010, 9:30
Vejle vil fritages for detailstyring i beskæftigelsesindsatsen og arbejder på, at statsrefusionen kun skal køre efter, hvor længe borgeren har været på offentlig forsørgelse

VEJLE: Løsningen er at droppe alle de detaljerede procesregler, som staten har opstillet for kommunerne og styre efter resultater i stedet. Sådan lyder det fra Vejles borgmester, som helt aktuelt har en ansøgning om regelfritagelse liggende i beskæftigelsesministeriet.

I disse dage kritiseres Københavns Kommune for at udnytte refusionsreglerne ved at sende ledige i en meget minimalistisk aktivering og alligevel hæve det høje refusionsbeløb.

- Hele denne sag viser, hvor håbløst refusionssystemet er bygget op. Kommunerne har og tager ansvaret for, at aktiveringen forløber ordentligt, men denne sag viser bare, hvor uhensigtsmæssigt det fungerer, siger borgmester Arne Sigtenbjerggaard (V).

Det var en vigtig del af argumentationen bag kommunalreformen for fem år siden, at opgaverne skulle tilrettelægges og løses så tæt på borgerne som muligt, forklarer borgmesteren.

- Men hvad er der sket siden da? Vi har aldrig været så detailstyret fra centralt hold som nu. Og det er især beskæftigelsesområdet, der er hårdt ramt. Hele indsatsen er lagt an på, at det samme skal ske med store mængder ledige på bestemte tidspunkter. Der er desværre meget lidt plads til individuelle hensyn.

Vejle har søgt om at bestemme selv
Netop derfor har Vejle for knap to uger siden søgt ministeriet om at slippe for detailreglerne. I stedet vil Vejle tage risikoen - og dermed den eventuelle regning - helt selv.

- Vi har søgt om, at det eneste, som statsrefusionen skal køre efter, er hvor længe borgeren har været på offentlig forsørgelse. På den måde styrer staten efter resultater, og kommunen får mulighed for at tilrettelægge processerne, som det passer bedst til den enkelte ledige, siger borgmesteren, som gerne vil invitere beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V) til Vejle, så han kan få lejlighed til at forklare hende hele tænkningen bag Vejles ansøgning om regelfritagelse.

En indsats, der passer til den enkelte borger
Jobudvalgsformanden i Vejle Christa Laursen (S) er enig med borgmesteren. Hun ser også gerne, at Vejles ledige kan få lov til at opleve, at de sammen med Jobcentret i fællesskab kan finde ud af, hvilken indsats og hvilket tilbud passer bedst til deres situation.

- Rigtig mange ledige kan sagtens selv finde ud af at komme i arbejde blot med en lille håndsrækning fra Jobcentret, og det skal de have lov til. Andre har brug for megen hjælp, måske daglige samtaler, og det skal de have. Men det er der ikke mulighed for, hvis vi skal bruge lige mange ressourcer på alle for at få refusion fra staten.

Ifølge jobudvalgsformanden vil en regelfritagelse til Vejle betyde, at det er slut med dobbeltsamtaler i jobcenter og aktiveringstilbud, at det er slut med skal-samtaler til ledige, der har fundet sig et job, at det er slut med masseaktivering på bestemte datoer, men at der til gengæld kommer meningsfulde og målrettede tilbud til ledige, der har et behov.

- Som jeg ser det er der kun vindere i det her forsøg, selv staten vinder på det! Så lad os bare komme i gang, slutter Christa Laursen.

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
Fordi mennesker betyder alt
}
Stillinger fra dkjob

Se alle aktuelle stillinger

Ritzau
Mest læste

Klummen af Michael Kjærgård