Trækfuglens kompas - en digtsamling om at rejse

Trækfuglens kompas - en digtsamling om at rejse

ANMELDELSE Pia Tafdrups nye digtsamling er starten på Kunstrådets store Hærvejsprojekt, der løb af stablen i foråret 2010 med inddragelse af både litteratur, billeder og fotokunst m.m.

Af Paul Hegedahl

Pia Tafdrup:
'Trækfuglens Kompas';
Gyldendal, København 2010.
89 s., hft., 17 x 25 cm.
Kr. 129,00 inkl. moms.
ISBN 978-8702-09167-0.

Findes også som lydbog:
Gyldendal, København 2010.
Kr. 129,00, inkl. moms.
ISBN 978-87-02-09986-7.

'I omfavnelsen ser jeg
en fugl passere -
dens vinger, dens bevægelse
                          frem.
Ser i morgen flyve væk,
men først lande her
  i et magnetisk nu.
Kompasnålen dirrer,
dagene
pil efter pil på vej.
Mine fodaftryk
       i mange lande,
men langt flere i drømmenes aske.
- Pia Tafdrup: 'KOMPAS'

Hærvejsprojektet
Statens Kunstfonds Udvalg for Kunst i det Offentlige Rum har igangsat et projekt, hvis mål er at etablere et forløb af kunstoplevelser langs Hærvejen i Jylland. Tolv kunstnere med hver deres arbejdsfelt fra kompositionsmusik over kunsthåndværk, design, arkitektur, billedkunst og scenografi til litteratur 12 kunstnere giver deres bud på Hærvejen som mentalt og fysisk rum med værker langs vandre-, cykle- og rideruten fra Viborg til den danske grænse i syd. Udvalgets ønske er at lade kunstnerne udforme deres værker så frit som muligt: hellere et ideelt drømmeprojekt indenfor den økonomiske ramme end en bunden opgave. Udvalget for Kunst i det Offentlige Rum har afsat 4.800.000 kr. til projektet.

'Trækfuglens Kompas' er det første af Hærvejsprojekterne
Det første værk i Statens Kunstfonds Hærvejsprojektet er klar. Pia Tafdrups digtsamling "Trækfuglens Kompas" udkom onsdag den 6. maj. Digtene i Pia Tafdrups nye samling er generelt fokuseret på den personlige sammenhæng mellem den fysiske vej, bevægelsen, roen og fordybelsen. Den kan man jo så tage med sig i rygsækken eller kufferten - enten man nu rejser langs Hærvejen eller andre steder.

Pia Tafdrup har selv rejst mere end de fleste, har boet i længere tid ad gangen i mange lande og læst sine digte op rundt om i verden, deltaget i litteraturfestivaler og faglige møder.
Denne digtsamling, i alt 58 digte af mange forskellige typer og længder, handler om at rejse, helt fra barnets udlængsel fra hjemmet, om at flytte hjemmefra, fra forældrene, ud i verden, om tingene, man flytter med, om at blive voksen og begive sig ud på rejse igen, fra hjem og børn.

Om at opleve det nye og fremmede, nær og fjern, om at komme hjem igen og se, at intet tilsyneladende er som før, om at længes ud på ny, om lufthavne og banegårde, om de landskaber, man rejser i, og de spor af bevægelse og vandringer, man ser alle steder, om dyr og fugle, om medrejsende og andre rejsende, levende som døde, om den sidste rejse, om rejsen som mål og som middel, om rejsens omstændigheder og rejsens omstændeligheder. Om både de oplevelser, der er til at tage og føle på - og de mere skjulte og drømmende.

'Jeg bor i et andet land, men forlader
alligevel ikke mit hjem.
Alfabetet tager jeg med
og grammatikkens strukturer,
ordenes betydning og betoning.
  Uanset hvor på kloden
jeg slår mig ned,
bor jeg i sproget,
  jeg er født ind i.
Ingen storm af andre sprog
vælter mit omkuld.
Jeg er jeg
          i mit eget sprog -
drømmer på det, der tilfældigt
blev mit modersmål.
Jeg skriver hjemme,
      skriver ude,
overalt det samme;
Ordene har trækfuglehjerte,
viser dissektionen,
   de vil en anden,
   og jeg lever
med disse fugleord, deres sang og hæse skrig.'
- Pia Tafdrup: 'Ordene rejser'

I sin anmeldelse i Kristeligt Dagblad karakteriserer Peter Stein Larsen, med empatisk syn, digtsamlingen som encyklopædisk, for der er stort set ikke det aspekt ved rejseproblematikken, der ikke berøres. Man hører om den lille piges "Første flyvetur" over ungdommens udflugt "På motorcykel i natkjole" til "Den sidste rejse", og, siger han, 'man bevæger sig rundt i alle de arketypiske rejsesituationer fra fremmedfølelsen i ukendte oplevelser til den ekstatiske frihedsfølelse over at være borte fra hjemlige forpligtelser til den resignerede erkendelse af, at man ikke kan flygte fra sig selv, ligegyldigt hvor man befinder sig på kloden.

'Rejsen er god,
Fordi den hører op igen,
rejsen er til og fra,
   ud og hjem.
Hører den ikke op,
er den noget andet,
  flugt, eksil, fordrivelse,
trin, der fører til intet.
Alene tanken
om dens ophør
  er en ren oase,
hvor sand skylles bort
fra hænder og øjne
og flasken fyldes
  med vand fra kilden.'
- Pia Tafdrup: 'Oase'

Og meget præcist beskriver Pia Tafdrup, at der i dag er mange måder at rejse på. Måder som er nærværende for brugere og læsere af netsteder som dknyt.dk

'Jeg bor kun et stenkast
fra Afrika.
Et klik på computeren
  Og jeg svæver
fra Danmark til Cape Town,
til Kabul, Teheran eller
Rio de Janeiro uden
                     at slå rødder.
Er det blevet lettere
at vælge sit liv, eller er jeg
allerede slugt
            af muligheder?
Et klik
og jeg lander
i Damaskus, i Dubai
eller på en steppe i Kasakhstan.
Et nyt land
Er ikke identisk med
langvarigt eksil,
  jeg kan hurtigt vende tilbage.
Det er ikke et spørgsmål
for dagens nomade
om her
er her eller der,
det er ikke nødvendigt
at sadle et dyr og slå teltet op.
Her er her
  alle steder,
en sær ensom fornøjelse.'
- Pia Tafdrup: 'NOMADE'

Gennem læsningen af denne digtsamling - enten man nu har den med sig på rejsen som bog eller lydbog - eller læser den hjemme, kan man opleve en række dimensioner - både den første og den sidste rejse og stilheden.

Om Pia Tafdrup
Pia Tafdrup (1952 -) er cand.mag. fra Københavns Universitet 1977. Hun fik sit første digt publiceret i 1980 og udgav sin første digtsamling 'Når der går hul på en engel', Borgens Forlag 1981. Siden har Pia Tafdrup udgivet en lang række digtsamlinger, skrevet skuespil og romaner og oversat digte fra andre sprog. Hun har rejst og opholdt sig og læst sine digte i en meget lang række lande over hele verden. I 1984 fik Pia Tafdrup tildelt det treårige Stipendium fra Statens Kunstfond og i 1986 fik hun Holger Drachmanns Legat. Desuden har Pia Tafdrup fået Henri Nathansens Fødselsdagslegat 1987; Otto Rungs Forfatterlegat. 1986 -1987; Tildelt Edith Rodes Legat og Pris fra Stiftelsen Einar Hansens Forskningsfond 1991; Bangs Legat 1992; fået tildelt Det Anckerske Legat 1994; Morten Nielsens Mindelegat og Weekend Avisens Litteraturpris 1995; modtaget Emil Aarestrup Medaillen 1996; Dansk Litteraturpris for Kvinder af Ragna Sidéns Fond 1997; modtog Nordisk Råds Litteraturpris for 'Dronningeporten' 1998; modtaget Det Svenske Akademis Nordiske Pris 2006 og Statens Kunstfonds præmiering for 'Tarkovskijs heste' 2007
samt Ján Smrek Pris 2009. Hun er medlem af Det Danske Akademi og The European Academy of Poetry. Hendes værker er oversat til mere end 30 sprog.

Supplerende links
http://www.kunst.dk/billedkunst/kunstidetoffrum/haervejen/
Om Kunstrådets Hærvejsprojekt

http://www.gyldendal.dk/boeger-til-voksne/skoenlitteratur-og-digte/9788702091670/~/media/Files/Pia%20Tafdrup%20%20%20Traekfuglens%20Kompas/En_praesentation.ashx
Her findes både en præsentation af 'Trækfuglens kompas' og andre eksempler fra det store forfatterskab - fra 'Dronningeporten' i 1998 og frem til i dag.

http://www.tafdrup.com/
Om Pia Tafdrup

http://issuu.com/kunststyrelsen/docs/piatafdruplaeser
Pia Tafdrup læser digte fra ‘Trækfuglens kompas'

http://www.information.dk/232338
Rasmus Bo Sørensen: 'Man kommer ikke altid hjem til det, man forlod'.
Stort interview med Pia Tafdrup om at rejse og om 'Trækfuglens Kompas';
Information 6. maj 2010.

http://www.rothstein.dk/2010/pia-tafdrup-tr%C3%A6kfuglens-kompas/
Klaus Rothstein: Anmeldelse af 'Trækfuglens Kompas'; Weekendavisen 21. maj 2010.

http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/366301:Kultur--Eksistentielle-rejsedigte
Peter Stein Larsen: 'Eksistentielle rejsedigte'. Anmeldelse af 'Trækfuglens Kompas';
Kristeligt Dagblad 15. maj 2010.

 

 

 

 

 

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
dkjob
www.mercuriurval.com
Fordi mennesker betyder alt