Bertel Haarder - saglig og arbejdsom - og hidsig

PORTRÆT Kommunernes nye minister er nærmest blevet en institution i dansk politik. Nu skal den driftsikre V-minister prøve kræfter med to, nye områder, der for alvor kan sætte hans politiske evner på prøve
24. FEB 2010 22.42

Af Morten Uhrenholdt

Mange - måske især den yngre del af vælgerkorpset - har sikkert den ubevidste oplevelse, at Bertel Haarder (V) ikke er sådan en politiker, der vinder og taber, bliver udnævnt og fyret, skal stå til regnskab overfor vælgerne. Næh, han har altid været der, er en institution, der så at sige er vokset sammen med og er en naturgiven del af det politiske system.

Og det er bestemt ikke uden grund. Han kom første gang i Folketinget i 1975. Kun en enkelt periode har han været fraværende i dansk politik - fordi han blev valgt til Europaparlamentet, hvor han sad 1995-99. Ellers har haan siden sit første valg haft plads i Folketinget.

Og en perlerække af ministerposter kan han også fremvise. Han blev første gang undervisningsminister i 1982, og siden har han været medlem af samtlige borgerlige regeringer. Gennem 20 år har han beklædt syv forskellige ministerposter. Først og fremmest undervisningsminister - i flere omgange kombineret med andre ministerier: Forskning, Kirke og Nordisk Samarbejde. Og så var der det nye ministerium, hvor Bertel Haarder skulle være problemknuser indenfor minefeltet - flygtninge, indvandrere og integration.

Og nu altså to områder med tyngde - Regionerne og sygehusene, og kommunerne og alt, hvad dertil hører.

Han er sønderjyde - født i 1944 i Rønshoved ved Flensborg Fjord som søn af en højskole-familie. Student fra Sønderborg, så et par studieår i USA. I 1977 kandidat i statskundskab fra Århus Universitet med speciale i Grundtvigs frihedssyn.

Inden den politiske karriere for alvor tog fat, ernærede han sig som højskolelærer på Askov Højskole og seminarieadjunkt ved Ålborg Seminarium. Og så er han forfatter til en lang række samfundsdebatterende bøger.

Alt i alt et flittigt og vidende menneske. Og det er da også det ry, han har som minister. Og - er der enighed om blandt politiske iagttagere - han er ualmindeligt driftsikker. Hurtig til at sætte sig ind i sagerne - også de mere komplicerede. Og ikke mindst - god til at stille de gode, skarpe, kritiske spørgsmål, der kan kaste nyt lys over en sag og give embedsmænd sved på panden.

Nu skal han så - i en alder af 65 - til at sætte sig ind i to store, komplicerede områder:

Sundhed - et område, hvor befolkningens krav er nådesløse og problemerne tårner sig op i form af budgetoverskridelser og deraf følgende fyringer på mange af landets sygehuse. Og det til trods for, at der tilsyneladende er tilført sundhedsområdet stadigt større ressourcer. Ventelister er stadig et problem, kræftbehandlingen bliver med jævne mellemrum udsat for sønderlemmende kritik, og under det hele rumler oppositionens mistanke om, at den borgerlige regering gerne ser endnu større dele af sundhedsvæsenet overtaget af de private hospitaler.

Om få dage skal den nye minister udmelde den længe ventede specialeplan. Og til foråret venter så forhandlingerne om regionernes  økonomi.

Kommunerne - et område, hvor ministeren næsten bogstaveligt sidder overfor medlemmerne af 98 kommuners samlede kommunalbestyrelser og byråd. Kommunerne slås stadig med at få økonomi og de mange nye opgaver efter kommunalreformen til at harmonere. Og samtidig har statsmagten varslet strammere økonomi og i bedste fald en nul-løsning, når forhandlingerne om kommunernes økonomi for næste år begynder til sommer.

Som Bertel Haarder sagde ved sin indsættelse som indenrigs- og sundhedsminister:

- Der er ikke så mange penge at gøre godt for. Vi skal simpelthen gøre det bedre for de samme penge. Og sådan bliver det i årene fremover.

Når lige netop han er blevet manden, Lars Løkke Rasmussen (V) har valgt til at varetage to så vitale og konfliktfulde områder, så skyldes det formentlig, at det politiske landskab har ændret sig - og ikke til det bedre set med borgerlige øjne: Regionerne har alle - undtaget Region Syddanmark - fået socialdemokratiske formænd.

Og for kommunernes vedkommende er flertallet tippet, så Kommunernes Landsforening snart får socialdemokraten Jan Trøjborg i spidsen. En KL-formand, der tilmed selv har årelang erfaring som driftssikker minister.

Dét er en udfordring for en borgerlig minister, og den udfordring er lige netop Bertel Haarder manden, der kan klare - uden at få for mange grimme sager at trækkes med.

Jan Trøjborg siger til ritzau:

- Vi ser frem til vanskelige, men også spændende forhandlinger med regeringen. Der er lagt op til serviceforringelser fra finansministerens side, og det kan jo ikke undgås, at det koster på antallet af medarbejdere, der er til at betjene borgerne.

- Jeg vil kæmpe for, at vi får et uændret serviceniveau i kommunerne. Der har vi nok en armvridning, der vil noget.

Men han kan også være en hidsigprop, erfarede portrættøren for år tilbage
Men pas på, Trøjborg. For oven i de mange gode egenskaber, Bertel Haarder roses for, så er han også en ganske almindelig hidsigprop, der kan blive både vred og uforskammet.

For en seks-syv år siden kunne man i Radioavisen høre en historie om, at der var opstået ballade i kirkelige kredse i kølvandet på den daværende paves død. Regeringen havde - i modsætning til de andre nordiske lande - sat sig på samtlige pladser, Danmark var blevet tildelt ved begravelsen. Det var biskopperne meget utilfredse med.

Det var undertegnede, der havde fået opsnuset historien og jeg ringede til kirkeminister Bertel Haarder. Han forklarede i interviewet, at regeringen havde valgt de rette og relevante til at repræsentere Danmark. Jeg stille et opfølgende spørgsmål, og svaret lød:

- Mit svar er det, jeg allerede har givet.

Så fik lytterne ikke mere med kirkeministeren. Bagefter ringede lyttere og sagde, at det var dog utroligt, så arrogant Bertel Haarder efterhånden var blevet.

Rå-båndet vakte en vis opsigt på redaktionen, for jeg stillede yderligere en række relevante og nøgternt formulerede spørgsmål - svaret var det samme. Og til sidst kunne ministeren ikke styre sig længere, og jeg fik læst og påskrevet i mindre diplomatiske vendinger.

Jeg var ude for noget lignende en gang tidligere, hvor Bertel Haarder i løbet af interviewet blev så rasende, at jeg blev skældt hæder og ære fra og undervist i, hvordan man rettelig bør udøve det journalistiske hverv.

Det kunne selvsagt heller ikke bruges til udsendelse. Og det tror jeg egentlig, Bertel Haarder udmærket var klar over. Men det var jo noget fristende. 

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
dkjob
www.mercuriurval.com
Fordi mennesker betyder alt